Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Mikrohistorien i mit lys..
hermeneutik og Medicks anvendelse af begrebet “objektive
fortolkninger”, hvor de kulturelle former undersøges og analyseres i
de termer, de undersøgte individer selv anvendte, på samme tid kan
rumme forskerens konstruktion og kildens modstand.
Med udgangspunkt i den manglende horisontsammensmeltning,
rejser spørgsmålet sig, hvordan man kan læse en tekst, man end
ikke har ordbogen eller leksikonet til. Medicks “objektive
fortolkning” er et forsøg på at konkretisere den kontekstnære
tilgang, men samtidig kræver denne læsning, at man er i stand til at
etablere kontekster eller for at anvende den semiotiske terminologi,
leksikonsopslag, der rækker ud over den enkelte forskers kulturelle
og historiske kontekst. Ofte bliver sekundærlitteratur anvendt til at
åbne op for nye kontekster, men ved udelukkende brug af
sekundærlitteratur, eksempelvis makrohistoriske analyser som
kontekstgivende, løber mikrohistorikerne ind i de samme problemer
som de anklager makrohistorien for. Derfor er de nødt til at anvende
en mere kildenær kontekst, som skal etableres ud fra kildens eller
tekstens egne anvisninger. Dermed anvendes den “objektive
fortolkning” til at etablere “kvalitative gæt” eller - om man vil -
abduktioner.
Den tekstnære fortolkning har anvendt greb og metoder hentet fra
de lingvistiske fag, og mikrohistorien kan derfor blive henregnet til
den sproglige vending, der også har haft betydning for den
udvikling mikrohistorien har gennemgået i de sidste 25 år 49. Den
sproglige vending tager udgangspunkt i den centrale rolle sproget
spiller i vores erkendelse og i en undersøgelse af, hvilket forhold der
er mellem verdenen og det sprog, der bliver brugt til at beskrive
den.
49 Se bl.a. Iggers, 1997, der placerer den under det sidste afsnit i sin bog, her især p. 111-
117, og Palle Ove Christiansen Kulturhistorie som opposition. Træk af forskellige
fagtraditioner. 2000. KBH. (Herefter Christiansen, 2000). Mikrohistorikernes brug af
litterære analyser er dog ikke så subtile, som den litteraturanalyse, vi kan se hos bl.a.
den mere litterære New Historicism, der ellers har en del lighedspunkter med
mikrohistorien. New Historicism taler om subjekt- og udtalepositioner i teksten,
hvorimod mikrohistorikerne taler om de historiske subjekter, altså tilbage til den
“virkelige” fortid. Måske er det netop her, at mikrohistorikernes politiske agenda i
udgangspunktet og begrundelsen for at de anklages for venstrefløjssympatier, ligger
“gemt”.
35