Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Rejseberetningen som genre og model
sig tæt op af både Polo og Varthema 180. Denne narrative hastighed
var på dette tidspunkt del af den humanistiske traditions legitimitet,
der tog udgangspunkt i forskellige rejsebeskrivelsers øjnevidne
fortællinger 181.
Carletti driver også sammenligningen mellem det kendte og det
ukendte, som vi mødte hos både Polo og Mandeville, til det yderste.
Han sammenligner således både fremmede frugter, vaner og
kvindernes karakter med det, han kender. På trods af den
forholdsvise nøgterne fortælling anvender Carletti ikke kun disse
sammenligninger til, som Polo og Mandeville, at vurdere religioner
og politisk organisationsgrad, men også til at fremhæve det
naturlige og uspolerede i det fremmede, for derved at fremhæve
dette som et ideal 182. Carletti bliver en af de sidste rejsende mod Øst,
der stadig formidler eventyrligheden og overfloden i de fjerne egne,
som vi så i både Polo og Varthemas beskrivelser heraf.
Rejseberetningen er samtidig skrevet ind i en kontekst, der hele
tiden sammenligner og stiller spørgsmål ved den europæiske
civilisation og den katolske tros overlegenhed. Modsat Ranzo og
Alberti ser Carletti på dette tidspunkt en lille mulighed for, at den
europæiske civilisation kan kæmpe mod den udfordring, der truer
fra de orientalske lande, men han placerer sig samtidig som den
individuelle handelsrejsende, der hverken skal tjene konge eller
rige 183.
Carletti viderefører således den autonome rejsende, der godt nok
ernærer sig som handelsrejsende, og formidler de oplysninger der i
denne henseende er relevante, men på den anden side også
definerer sig selv som en eventyrer, der rapporterer om det
forunderlige Øst til de europæiske læsere. Her er det især
bemærkelsesværdig at Carletti er klar over den tradition af
rejseberetninger han skriver sig ind i, ved forskellige gange at
henvise og diskuterer bl.a. Polo, Niccolo Conti og Americo
Vespucci. Hos Carletti udgør religionsforskellen ikke den ramme
180 Guglielminetti, 1967. p. 17, påpeger at dette træk især skyldes den barokke tradition, som han mener,
dominerer rejsebeskrivelserne i denne periode. Og skulle på denne måde få læseren selv til at vurdere de
voldsomme fortællinger, og herudfra skabe en moralsk vurdering.
181 Jeg tager fortrinsvis udgangspunkt i Carlettis Ragionamenti del mio viaggio intorno al mondo, optrykt
i Guglielminetti, 1967 p. 61-284. Men se i øvrigt også Francesco Carlettis Ragionamenti di un mio
viaggio intorno al mondo. Ed by G. Silvestro. Torino 1958
182 Som hos Rousseau ”den ædle vilde”.
183 For uddybning se bl. a Guglielminetti, 1967.p. 19-21
92