Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Rejseberetningen som genre og model
et ideal for kristne riger. Samtidig lå hans etnografiske fokus på den
kulturelle forskellighed, hvor religionen blot blev én af de forskelle
mellem kulturerne, han kunne udpege, frem for at lade den religiøse
forskel være omdrejningspunkt for hans fortælling. Disse er netop
nogle af de elementer, som Joan-Pau Rubiés påpeger markere den
verdslige rejsendes fremkomst i rejseberetningsgenren 145. Det
anderledes blev af Polo fremhævet som en modpol til det kristne
rige med dets mange indre og krævende konflikter og moralske
fordærv. I forlængelse heraf kan man som Rubiés påpege, at netop
Polos ”kritiske sunde fornuft” 146 dermed blev den målestok han
målte det fremmede med. Hermed adskilte han sig fra samtidens
gængse tilgang til det fremmede, der målte alt i forhold til dets
lighed med eller forskel fra de kristne dogmer.
Polos fortælling indeholdt også eventyrlige fortællinger om monstre
og mirakler, den inddrog de myter og fabler han havde hørt om
gennem sit ophold i Østen, selvom han samtidig insisterede på, at
der var et troværdighedsskel mellem, hvad der var rygter og
fortællinger, og hvad han selv havde set med sine egne øjne.
Dermed finder vi allerede her en priviligering af erfaring baseret på
observans, frem for på (en fortalt historie om) guddommelig vilje og
indsigt. Polos beskrivelse af sin identitet var bundet op på hans
selvdefinition som handelsmand og især på, at han havde været
khanens udsending frem for at identificere sig som kristen.
Polo fastlægger sin identitet gennem historien om sin fader og onkel
samt deres rejser frem og tilbage til den store Khan. Igennem denne
historie etablerer han både sin familiære og sociale baggrund,
foruden rejsens formål.
Polos beretning er ikke skrevet i jeg-person, men holdt i et meget
stringent, ordknapt og præcist sprog, som minder en del om den
narrative model, vi ser i Varthemas rejseberetning i 1500tallet 147.
Polos beskrivelser var i høj grad fokuserede om de menneskelige
variabler og forskelligheder, der blev beskrevet meget kortfattet og
nøgternt og uden at forholde sig eksplicit moralsk fordømmende til
de forskellige mærkelige og fremmedartede vaner og traditioner.
145 Se bl.a. Rubiés, 2000.b p. 23
146 For at anvende et centralt begreb i forhold til den verdslige rejsende, som vi bl.a. kan finde hos Rubiés,
2000.b. Han anvender begrebet ”den sunde fornuft”, for den rejsendes egen oplevelse og kritiske
vurdering af både det fremmede og det kendte, og hvis relevans blev baseret på egenoplevelse og selvsyn,
frem for at forlade sig på autoriteternes, især de gejstliges, vurderingsmonopol m.v.
147 Især den 1. narrative hastighed. Se i øvrigt mere om dette i kap. 8
79