Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Ludovico de Varthemas legitimeringer.
er at finde i pavens by – Rom. Den eneste egentlige forudsætning
der kræves er nysgerrighed og et ønske om at høre om andre og nye
verdener.
Appendikset og dele af de små forord er derimod mindre
tilgængelige, og den læser, der forudsættes her, er mere lærd og
bekendt både med det mere floromvundne sprog, og med de
antikke guder, helte og heltinder, der her anvendes som forklarings
og sammenligningsramme.
Waiblinger hævder derimod, at læseren forudsættes som en del af
den hofkultur, som hun mener, at Varthema enten stræber mod at
blive del af, eller allerede er del af. Denne misforståelse mener jeg
opstår ved, at Waiblinger ikke skelner mellem de forskellige
narrative former i rejseberetningen, men behandler dens narrative
greb under ét, hvilket også underbygger hendes overdrevne
anvendelse af appendikset (der er på 2 1/2 side mod selve
rejseberetningens ca. 250 sider). Dette gælder i forhold til at
fastlægge ideallæseren, men også i forhold til at fastlægge
Varthemas udgangspunkt og mulige sociale rolle, som hun gennem
den narrative form i rejsebeskrivelsen argumenterer for, skulle være
hofmandens 390.
Humanismen og rejseberetningerne.
Fra den nære undersøgelse af den enkelte case og dennes narrative
model, bevæger jeg mig ud i konteksten, da de forskellige elementer
jeg har påpeget i rejseberetningen, rejser spørgsmålet om hvilken
status rejseberetninger havde på Varthemas samtid og hvad de blev
brugt til? I forlængelse heraf også spørgsmålet om hvorfor
Varthema legitimerer sig som han gør? Her tænker jeg især på
hvorvidt iscenesættelsen af den praktiske videnskabsmand og den
videnskabelighed, jeg har påpeget ovenfor, er en gængs figur i
samtidens rejseberetninger?
Rejseberetningerne blev flittigt læst i Varthemas samtid, hvilket bl.a.
de mange overleverede udgaver af Varthemas rejseberetning vidner
om. At kunne fastslå hvem det var, der læste Varthemas
390 Waiblinger, 2003. p. 208-213.
162