Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Kildebegrebet til debat.
Denne tilgang ligger ikke nødvendigvis i forlængelse af det
saussurske tegnbegreb, selvom jeg vil hævde, at et fokus på mødet
ikke nødvendigvis underminerer enhver tegnteoretisk brug i den
historiske analyse, da der måske er endnu mere brug for den nu end
tidligere.
Den amerikanske semiotiker Charles Sanders Peirce har udviklet en
tredelt tegnteori, der i forhold til det saussurske tegnsystem ikke
kun opstiller en tegnteori om sproget, hvis karakter så er blevet
overført til andre tegnsystemer, men derimod etablerer en tegnteori,
der kan anvendes i forhold til mange forskelligartede tegn 554.
Derfor er det Peirce´s pointe, at relationen mellem tegnet og dets
objekt ikke nødvendigvis kun kan være arbitrært 555.
I Peirce´s tegndefinition lægger han vægt på andre elementer end
det saussurske tegnsystem:
” Et tegn, eller repræsentamen, er noget der for nogen står for noget, i en vis henseende
eller egenskab” 556.
Hermed påpeger han for det første tegnets forankring i
fortolkningen, tegnet står ”for nogen”, og ikke blot ud i luften. Dette
understreger fortolkningen og fortolkerens essentielle betydning for
tegnforståelsen. For det andet ophæver han tegnets arbitraritet, ved
at påpege andre – ” i en vis henseende eller egenskab” – mulige forbindelser
mellem tegnet og dets objekt, der ikke kun kan være arbitrære og
symbolske, men også ikoniske, ved deres strukturelle eller
kvalitative lighed med det objekt, det fortolkes som reference til,
eller indeksikalske, som symptomer på eller spor fra det objekt, det
fortolkes som reference til.
Ved anvendelsen af det peirciansk tegnbegreb i stedet for det
saussurske arbitrære tegnsystem, gives muligheden for stadig at
fastholde dele af den sproglige vending, og samtidig inddrage både
aktøren eller fortolkeren og karakteren af de forskellige slags
forbindelser, der kan etableres mellem tegn og objekt. Ved at
554 Se i øvrigt Magnussen, 2004, der også diskusterer dette.
555 Hvorimod Saussures ambition netop var at beskrive det konventionelle
sprogsystem, og dermed ikke nødvendigvis lade denne tegnmodel applicere på andre
tegnsystemer, som hans efterfølgere har gjort.
556 Charles Sanders Peirce. Semiotik og pragmatisme. Red. Dinesen & Stjernfelt. Kbh.
Gyldendal 1994, især p. 16-23.(Herefter Peirce, 1994)
252