Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Ludovico de Varthemas legitimeringer.
tradition fra stoikerne og frem, hvor videnskaben og de lærde ellers
tidligere havde deponeret deres sandhedsbegreb.
Udover at rejseberetningerne i høj grad blev anvendt til at korrigere
tidligere oplysninger, i kraft af øjenvidneberetninger, var de
samtidig med til at sætte visse standarder for, hvorledes ”det
fremmede” skulle og kunne fortælles, hvis de ville legitimere sig
indenfor den humanistiske tradition, der var den fremherskende
videnskabelige model på dette tidspunkt 396.
Det var således ikke altid ny viden, der blev formidlet gennem de
forskellige rejseberetninger, men rettere nye måder og nye metoder
at fortælle ”det fremmede” på.
Selvom det kan påpeges, at der i Varthemas samtid allerede var
røster fremme fra humanister, forstået i den snævre definition, der
kritiserede Varthemas troværdighed, og ikke blot lod sig overvinde
af øjenvidneberetningens autoritet, hvilket bl.a. kritikken fra
fysikeren Gracia da Orta fra 1619 vidner om. Denne kritik af
Varthema viser, at den uafhængige observation endnu ikke i sig selv
konstituerede en videnskabelig autoritet, eller at denne
videnskabsmodel var det eneste paradigme på spil i samtiden 397.
Antropologen Ole Høiris argumenterer for, at der i 1570 stadig var
bundet stor autoritet i de gamle skrifter fra de store filosoffer og
kirkefædre, der var med til at problematisere brugen af
øjenvidneberetninger som troværdige 398.
Høiris går så vidt som til at sige, at denne brug først rigtigt slog
igennem og kunne accepteres, efter den lærde José de Acosta i 1588
udgav sin rejseberetning, der i Høiris´s optik viser problematikken
med åbenbaringens og filosofiens autoritet overfor sansernes
religiøse ufuldstændighed.
Dette er dog en problematik, der allerede havde været på spil i
århundrederne inden Acosta, og Varthemas uproblematiske
henvisninger til sansningernes autoritet kan siges at understrege, at
396 Se desuden Rubiés, 2000.1 for yderligere uddybning p. 94ff.
397 For yderligere uddybning se desuden Rubiés 2000.1 p. 145. I øvrigt var det først i
sent i det 16. årh. at de humanistiske metoder og forskrifter for hvad rejsende skulle
beskrive, begyndte at cirkulere i Europa. Se bl.a. Rubiés,Joan Pau 1996 :”Instructions
for travellers: teaching the eye to see. I J. Stagl og C.Pinney (ed):From travel Literature to
Ethnography. History and Antropology, 9 (1996) p. 139-90.
398 Høiris, 2003 p. 4.
165