Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Rejseberetningen som genre og model
en oprindelig religiøs pilgrimsrejse og sat ind i en verdslig
diskurs 122.
Således lægger Rubiés i sin analyse af både den verdslige rejsendes
opståen samt Ludovico de Varthema vægt på, hvorledes
identitetsetablering, fortællemåde og narrative figurer forandres
gennem udviklingen fra den religiøse forankring til den verdslige
forankring.
Den verdslige rejsende bliver således defineret som en rejsende, hvis
identitet ikke er deponeret i et religiøst ærinde, og som derved
kunne bryde med nogle af de konventioner, der lå i legitimationen
af rejsebeskrivelsen gennem pilgrimsrejsen.
Herudover er den verdslige rejsende også karakteriseret ved den
selvbevidste person, hvis beretning skrives, og endnu mere
afgørende tillægges troværdighed, ud fra en jeg-fortæller. Hvor jegfortælleren
ikke skal opfattes som identisk med den forfatter, der
lægger navn til teksten, men derimod kan beskrives som en
konstrueret person, en persona, der gennem teksten placeres som
rejsebeskrivelsens fortæller 123.
Og endelig er den verdslige rejsende karakteriseret ved ikke at
forklare alle forhold med henvisninger til Guds vilje eller mishag 124,
men derimod ved gennem anvendelse af, hvad Rubiés kalder, den
”sunde fornuft”, at forholde sig til kritisk til både kristendommen
og den vestlige verdens overlegenhed 125. Med begrebet den kritiske
sunde fornuft vil Rubiés for det første understrege brugen af den
praktiske rationalitet med dens rod i dagligdagssproget og dermed
udgangspunktet i den praktiske erfaring. For det andet underbygger
anvendelsen af den kritiske sunde fornuft den autoritet, der kan
tillægges den praktiske og empiriske erfaring, frem for at trække på
andre autoriteter. Hvilket er med til at adskille den tidlige moderne
tid fra tidligere, og samtidig understøtte rejsebeskrivelsernes
betydning i denne periode.
122
Se Rubiés, 2000.a p.145, 146-147, 163.
123 Elsner, J and Rubiés eds. (1999): Voyages and Visions. Toward a Cultural History of
Travel. London, Reaktion Books. p. 3, (Herefter Elsner & Rubiés, 1999) men også
Rubiés, 2000.b p. 20, foruden Michael Harbsmeiers brug af begrebet i hans artikel
“Reisen in der Diapora: Eigenes in der Fremde in der jüdischen Reiseliteratur des
Mittelalters. The city of light”, fra Das Mittelalter Band. 3 (1998), Heft 2: 63-80.
124
Dette er bl.a. Rubiés pointe for videre argumentation, se Rubiés, 2000.a. p. 136ff. Hvor han også
påpeger en række af rejsende, som han mener, kan tilskrives denne kategori.
125
Hvilket bl.a. er en af Joan-Pau Rubiés pointer i Rubiés, 2000.b, se især p. 20-22, hvor han anvender
begrebet ”common sense”.
71