Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Rejseberetningen som genre og model
anekdoter og beskrivelser var med til at underbygge hans egne
betragtninger og ærinder 150.
I samtiden blev Mandevilles rejseberetning betragtet som mere
autentisk end Polos beskrivelser, netop p.g.a. denne
overensstemmelse med de ældre tekster som bl.a. Plinius den ældre
og Solinus foruden den kirkelige antipodiske tænkning, som
udgjorde en stor del af den ”viden” om de andre og det fremmede,
der allerede cirkulerede i hans samtid 151. Mandevilles rejseberetning
var yderst populær i sin samtid, det kan bl.a. ses i de mange
overleverede udgaver af hans rejseberetning. Der findes i dag stadig
ca. 250 håndskrevne udgaver fra hans samtid, som er skrevet på
adskillige sprog, heraf 73 på tysk eller hollandsk, 50 på latin, 40 på
latin, 37 på fransk, foruden en del på spansk, dansk, italiensk,
tjekkisk og old-irsk. Dertil kommer så det væld af trykte udgaver,
der fulgte i halen på bogtrykkerkunstens udbredelse.
Mandevilles rejseberetning falder i to dele. Den første del beskriver
en pilgrimsrejse og har i forlængelse heraf også en større
redegørelse for de hellige steder og rejsen hertil. Anden del
omhandler Mandevilles eventyrlige rejse mod øst.
Hermed genintroducerede den første del pilgrimmen og den
gejstlige forankring i rejseberetningen, som ellers havde været
forvist fra Marco Polos rejseberetning. Hvor Polo havde løsrevet
rejseberetningen fra dens legitimering i pilgrimsrejsen, havde
Mandevilles rejseberetning forsøgt at fastholde og genindføre den
gejstlige rejsende med pilgrimsrejsen, som den endegyldige
legitimitetsgrund for at rejse ud, og efterfølgende nedskrive og
udgive sin beretning.
Mandeville bruger en del plads i sin rejseberetning til at fastslå sin
egen identitet og eksistens ved at henvise til sin position og fastsætte
både tids- og stedsforankringer.
Hans fortælling indledes med en prolog, hvor Mandeville beskriver
sig selv og sin afrejse:
150 Dette element indfører netop originaliteten i Mandevilles fremstilling, der derved bliver en beskrivelse
med et budskab fra den samtid hvori den er skrevet.
151 Se desuden Josephine Water Bennett: The Rediscovery of Sir John Mandeville. London, Oxford
University Press., 1954, p 220. Her til kommer at rejseberetningen omtales i en del andre og samtidige
kilder. Her skal især nævnes Carlo Ginzburgs bog: Il Formaggio e i Vermi (1973) hvor hovedpersonen,
den kætterske møller Menocchio, har hentet nogle af sine forestillingsverdner netop fra Mandevilles
beretninger.
81