samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

Nationaløkonomisk Tidsskrift 143 (2005): 122-123
Boganmeldelser
Hector Estrup, Jesper Jespersen og Peter
Nielsen, Den økonomiske teoris historie
– en introduktion. Jurist- og Økonomforbundets
Forlag 2004, 174 s. Anmeldt af
Kurt Pedersen.
Det vil være læserne af nærværende tidsskrift
bekendt, at Jurist- og Økonomforbundets Forlag
løbende har udgivet otte bøger om økonomiens
konger. Serien er nu blevet afrundet
med et oversigtsværk, der har til hensigt at få
etableret en kongerække. En anerkendelsesværdig
intention, som bringer antallet af nyere,
dansksprogede teorihistorier op på fire.
De tre forfattere har delt arbejdet mellem
sig efter hovedinteresser. Hector Estrup tager
det lange træk fra den græske oldtid over
klassikerne til den neoklassiske teori. Peter
Nielsen tager sig af Marx og marxisterne
samt institutionel og evolutionær økonomi.
Endelig behandler serieredaktør Jesper
Jespersen den makroøkonomiske teori (inklusive
neoklassiske varianter). Endvidere har
han bidraget med en indledning om økonomiens
slægtstavle og en afslutning om forskningsprogrammer
og økonomisk metode.
Således er Estrups område den succesombruste
main stream tænkning, som løbende
udfordres af forskellige heterodokse grupperinger.
For en overordnet redaktionel-strategisk
betragtning er det en interessant konstatering,
at »kongeriget« – neoklassikerne – ikke
er repræsenteret med bare en enkelt konge,
men at seriens otte »konger« fordeler sig på
tre klassikere (fire, hvis Marx tælles med), to
heterodokse (tre, hvis Marx tælles med her),
samt Keynes og Friedman. Altså tre døde konger,
tre uden kongerige og to aktionærer i den
hellige og almindelige makrofusion. Således
ophøjes mainstream økonomien til at være en
del af den akademiske republik!
Fremstillingen af de klassiske økonomer,
deres verden, problemstillinger og tænkning
er vel Estrups paradedisciplin. Økonomi og
moral gøres til et grundlæggende tema, og
fremstillingen fra Smith til Stuart Mill er
knap, præcis og veldisponeret. Det er ingen
ringe litterær præstation at få den klassiske
teori afviklet med mening på blot 20 sider.
Stilen holdes i det følgende kapitel om
neoklassikerne, som håndteres overvejende
kronologisk med let, men sikker hånd. Gossen
og grænsenytten, Cournot og monopolpriserne,
Walras og den økonomiske arkitektur,
Menger og subjektiviteten, Clark og indkomstfordelingen,
og Marshall og markedet.
Det samlende punkt – økonomisk analyse
som en optimeringsøvelse – præsenteres, og
på s. 83-84 diskuteres ånden i den neoklassiske
maskine – modellernes rationalitet. Ikke
urimeligt placeres P. A. Samuelson her som
det tyvende århundredes største neoklassiker.
Overgangen til kapitlet om Marx betegner
noget af en kovending. Hvor Estrup omfatter
sine klassikere og neoklassikere med suverænt
overblik og velvillig distance, bliver Peter
Nielsen personlig og propagandistisk. Det
kommunistiske Manifest er »flot og fejende«,
Marx »beskyder« den klassiske politiske økonomi
og er i den forbindelse »fuld af skelsættende
teorielementer«. Marx stiller sig ikke
tilfreds med glansbilleder, men begriber det
dybe niveau. Der er for meget propaganda,
ikke mindst fordi indholdet i alt væsentligt ikke
kommer ud over vareanalysen i Kapitalens
første bind. Der er mindelser om kapitallogikerne
anno 1970.
Selvom eftertiden efter Nielsens mening
misbrugte Karl Marx, er han stadig en »uomgængelig
hovedskikkelse i tænkningens historie«
– det er »ironisk nok« kun de (fandens?)
økonomer, der ikke vil begribe det.
Anprisningen af Marx fortsætter i det følgende
kapitel om institutionel og evolutionær
økonomi, hvor en blandet flok af de heterodokse
spredes som jernspåner omkring den
marxske magnet. Stort set er alle de heterodokse
tænksomme og gode, og bortset fra