samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

262
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
kommissionen indirekte indlagt en antagelse om, at produktiviteten i den offentlige
sektor ikke kan forøges. Man antager nemlig, at de offentlige serviceudgifter passivt
følger den demografiske udvikling. Individuelt offentligt forbrug pr. person i en given
gruppe fremskrives derefter stort set svarende til lønudviklingen, og kollektivt offentligt
forbrug fremskrives svarende til væksten i BNP.
Nu er det velkendt, at det er svært at opnå produktivitetsforbedringer inden for offentlig
service. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er muligt, og det opnås
ikke kun ved, at folk skal »løbe hurtigere«. I dele af omsorgssektoren er der er måske
grænser for, hvor meget produktiviteten kan øges, uden at det går ud over serviceniveauet.
Men de fleste steder er rammerne ganske vide. Hertil kommer, at offentligt
konsum ikke kun går til aflønning af ansatte. Der er også et stort forbrug af varer –
som ofte kan have en produktivitetsudvikling og dermed billiggørelse, der svarer til,
hvad vi oplever i det private forbrug. Delvist overlappende hermed er der store dele af
det kollektive konsum, der ikke har udviklet sig og ikke vil udvikle sig proportionalt
med BNP. Forsvaret er et klassisk eksempel, men også f.eks. vejvæsen lægger beslag
på en klart faldende andel af BNP.
Produktivitetsgevinster i den offentlige service kommer dog sjældent af sig selv. De
kommer, populært sagt, når de tages hjem. Det ved politikerne – og om nødvendigt
skærer de også med serviceforringelser til følge. Men meget afhænger af, hvor styrbare
systemerne er. Bl.a. er det påfaldende, at sundhedsudgifternes andel af BFI i Danmark
stadig ligger under 1981-niveau og indtil 2001 endda på 1972-niveau, trods eksplosionen
i behandlingsformer og trods 1/3 flere ældre i perioden. I alle de nordiske
lande oplevede man i 1990erne svagt faldende sundhedsudgifter, målt som andel af
BNP. Det står i skærende kontrast til f.eks. Schweiz og Tyskland, hvor politikerne helt
har mistet kontrollen. Det er imidlertid almindelig kendt, at der er ringe sammenhæng
mellem sundhedsudgifternes størrelse og sundhedsvæsenets kvalitet fra land til land –
styringssystemet er afgørende. Siden 2001 har der i øvrigt også været eksplosiv vækst
i de danske sundhedsudgifter.
Kort sagt følger de offentlige udgifter ikke automatisk udviklingen i behovene. Det
er i øvrigt lykkedes Velfærdskommissionen at gennemgå store dele af den righoldige
litteratur om årsagerne til den offentlige sektors vækst uden at opdage den politologiske
hovedkonklusion, nemlig at væksten ikke kan forklares ud fra udviklingen i behovene.
Det er bl.a. på den baggrund, mange politologer vil sige, at behovene er den
mindste faktor i ligningen, og at fremskrivninger som Velfærdskommissionens bortleder
opmærksomheden fra de reelle udfordringer, specielt i den servicetunge skandinaviske
velfærdsmodel (hvor det i den overførselstunge kontinentaleuropæiske model
i højere grad er overførslerne, der er udfordringen).
Til gengæld er Velfærdskommissionen overraskende blind over for behovssiden på