samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

282
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
set, fordi der er en del modsatrettede virkninger. Det er rigtigt, som JGA nævner, at der
betales skat af udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner og privattegnede pensioner,
men modsvaret er, at indbetalinger til arbejdsmarkedspensioner er fradragsberettigede
i marginalskatten. I gennemsnit betyder det, at skattefradraget i procent af indbetalingerne
er større end skattebetalingerne i procent af udbetalingerne, fordi indkomsten
som erhvervsaktiv er højere end indkomsten som pensionist. Hertil kommer, at pensionsopsparing
er skattesubsidieret, fordi pensionsafkastbeskatningen er på 15 pct.,
mens almindelig kapitalindkomst beskattes efter en progressiv skala, der starter med
33 pct. I modsat retning trækker, at udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner fører
til reduktion i den indkomstafhængige del af folkepensionen og i visse særydelser til
pensionister, først og fremmest boligydelse. Den sidste effekt af arbejdsmarkedspensionerne
er, at satsreguleringen er baseret på lønudviklingen efter indbetalinger til arbejdsmarkedspensioner.
I de år, hvor der aftales en højere indbetalingssats til arbejdsmarkedspensionsordninger,
vil satsreguleringen derfor blive reduceret, hvilket reducerer de
offentlige udgifter på langt sigt.
I Velfærdskommissionen (2004) er der set på betydningen af at øge indbetalingsprocenten
med 3 pct. af lønnen for alle beskæftigede. Det fører til, at den nødvendige
skattestigning ved holdbar skattesats reduceres fra 8,7 til 7,6 pct., svarende til en
reduktion i den holdbare skattesats på 1,1 pct. Som et overslag kan det på basis af denne
beregning anslås, at hvis der ikke havde været arbejdsmarkedspensioner, ville det
samlede holdbarhedsproblem have krævet en stigning i bundskattesatsen, som ville
være ca. 4-5 procentpoint højere, end den VFKs fremskrivning fører til. Det er således
ikke nogen ubetydelig effekt, men altså ikke tilstrækkeligt til at løse det samlede
problem.
Mest uenige er vi dog med udsagnet: »Velfærdskommissionens beregnede manko
på ca. 4 pct. af BNP…(er) da heller ikke nogen gyser. Det er ikke mere end Finansministeriets
»budgetbisser« kunne finde over en 10-årig periode«.
Her tales om en permanent årlig besparelse på ca. 50 mia. kr. Det svarer til 20 procent
af de samlede årlige brutto overførselsindkomster. VFK er klart af den opfattelse,
at ændringer i velfærdssamfundet i dette omfang bør gennemgå en grundig demokratisk
proces og indføres med en lang indfasning, så befolkningen kan nå at tilpasse sig
de ændringer, som denne proces leder frem til.
Arbejdsstyrkens størrelse
Både CS og JGA diskuterer udviklingen i den fremtidige arbejdsstyrke. Begge finder,
at VFKs fremskrivninger leder til en undervurdering af den fremtidige arbejdsstyrke,
og dermed til en undervurdering af grundlaget for de fremtidige skatteindtægter.
Tilsammen peger de på forudsætninger vedrørende erhvervsdeltagelsen for ind-