samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

BOGANMELDELSER 123
J. A. Schumpeter (der havde en stor svaghed
for Walras såvel som for kapitalismen) har de
stort set alle en høne (eller en hønsegård) at
plukke med de stride neoklassikere.
Galbraith ålede det kapitalistiske samfund,
fordi selv ganske ligegyldige varer annonceres
med en energi som gjaldt det genopstandelsen
af Kristus og samtlige 12 disciple.
Denne karakteristik kunne for så vidt godt
passe på Nielsens to kapitler: Marx og hans
tolv disciple (Lenin, Hilferding, Luxembourg,
Schmoller, Veblen, Adorno, Fromm, Mitchell,
Commons, Galbraith, Heilbroner og Schumpeter
– sidstnævnte vel i rollen som JudAS)
markedsføres med langt flere plusord end
egentlig (for)brugeroplysning.
Jespersens kapitel om den moderne makroøkonomi
giver en forholdsvis kortfattet
fremstilling af de mere eller mindre konflikterende
skoler, der har udviklet sig i med- og
modspil. Ingen vil vel på forhånd nære tvivl
om forfatterens keynesianske twist, som da
også bestemmer kapitlets optik. Det er rosværdigt,
at fremstillingen strækker sig helt op
til nutidens økonomer og deres positioner.
Givet den begrænsede plads skiller forfatteren
sig pænt fra opgaven.
Både i starten og slutningen af bogen behandler
Jespersen metodespørgsmål og bibringer
herigennem fremstillingen en nyttig
ramme. Naturligt nok kredses der om konflikten
mellem de deduktive neoklassikere –
idealisterne – og de induktive historisk-institutionalistiske
økonomer. På side 166 får han
anbragt Marx som idealist i selskab med Ricardo,
Walras og Lucas, hvor medforfatter
Nielsen på side 90 rubricerede selvsamme som
videnskabelig anti-idealist. Tese og modtese?
Af særlig interesse er Jespersens overvejelser
over Keynes metode. »Han gav sig ikke
af med egentlige forudsigelser, men skitserede
nogle udviklingstendenser« – og var de
skræmmende, så havde han en plan (s. 89).
Det kunne næsten lyde som om Keynes opfandt
en makroøkonomisk scenarie-teknik.
Det er positivt, at metodeovervejelser og videnskabsteori
i stigende omfang finder vej til
de teorihistoriske fremstillinger – og det ville
være glimrende, om Jespersen engang ved
lejlighed gav emnet en mere systematisk behandling.
I forordets første sætning betegnes værket
som en appetitvækker, og det er da også forholdsvis
letlæst. Man kan tvivle på, hvor meget
læsere uden synderlig forhåndsviden får
ud af øvelsen, men det ligger i en så kort
fremstillings natur. Alvorligere er de markante
stilbrud, som forfatterne med fordel kunne
have nedtonet. Dertil kommer, at økonomernes
– eller deres skolers – stridigheder gøres
til genstand for en lidt overdreven dramatisering.
Forholder det sig ikke i virkeligheden
sådan, at de mangeartede tilgange byder på
oplagte muligheder for befrugtning? Og er
det ikke netop derfor det kan være vanskeligt
at få øje på bare et enkelt paradigmeskift af
kuhnske dimensioner i den økonomiske teoris
historie?