samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

260
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
nus pensionsbidrag) er problematisk af to grunde. For det første fragår normalt 0,3 pct.
af stigningen til den såkaldte satsreguleringspulje. Det er indskærpet, at disse penge
bør gå tilbage til særlige indsatser for modtagere af overførselsindkomst. Puljen, der
nu er på ca. 6 mia. kr. og vokser med ca. 600 mio. kr. årligt, kan dog tænkes i nogen
grad at fortrænge udgifter, der ville være afholdt alligevel. For det andet bygger satsreguleringen
på en sammenvejning af lønstigningen for arbejdere og funktionærer på
basis af faste vægte. Men derved udgår en del af den lønstigning, der skyldes kvalifikationsforbedringer,
og som afspejler sig i en stigende andel funktionærer.
Det betyder tilsammen, at overførselsindkomsterne sakker bagud med skønsmæssigt
0,5 pct. om året – omkring 20 pct. over 40 år. Det er ca. 200 mia. af overførselsindkomsterne
(2004), der reguleres med satsreguleringen – af resten reguleres nogle
bedre, andre dårligere. Alene tricket med de faste vægte reducerer Velfærdskommissionens
manko med et betragteligt beløb, resten afhænger af, hvordan man vil vurdere
fortrængningseffekten.
At overførselsindkomsterne sakker betydeligt bagud, er dog uomtvisteligt, og det
burde Velfærdskommissionen til gengæld diskutere som et problem. Det kan føre til
fattigdom, og det kan også betyde et kvalitativt skift i f.eks. dagpengesystemets tilstrækkelighed.
Endelig burde man også diskutere hensigtsmæssigheden af, at satsreguleringspuljen
vokser og vokser.
År til livet uden liv til årene
Antagelsen om, at pleje- og behandlingsbehovet følger alderen, er også problematisk.
Man må forvente, at der bliver føjet »liv til årene« i takt med, at der føjes »år til livet«.
Specielt det sidste leveår er omkostningskrævende. Ét yderpunkt er at beregne
udgiften ud fra alderen, et andet yderpunkt er at beregne udgiften ud fra restlevetiden.
Virkeligheden ligger et sted derimellem, men Velfærdskommissionens hovedskøn
bygger på det mest pessimistiske yderpunkt.
Igen burde man dog diskutere den velfærdspolitiske udfordring, nemlig at sikre
bedre folkesundhed og sociale netværk mv. blandt de ældre. Det giver både økonomiske
besparelser og øget velfærd, men kommissionens perspektiv skygger for de relevante
spørgsmål.
Uændret uddannelsesniveau
Velfærdskommissionen antager uændret tilbagetrækningsmønster for de enkelte uddannelsesgrupper
– hvilket måske er en kende optimistisk. Men til gengæld »fastfryser«
man uddannelsessammensætningen ud fra niveauet for de nuværende 30-årige. Det
ignorerer for det første, at mange først afslutter deres uddannelse senere – også fordi vi
allerede har og i stigende grad får »livslang uddannelse«. Og for det andet må man for-