samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

240
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
kommissionen. For det andet frafalder jeg kritikken af den anvendte størrelsesordenen
af den vækstkorrigerede realrente, idet overgangen til et lavinflationsregime, som det
også er grund til fortsat at forvente, gør, at historiske – og højere tal – for den vækstkorrigerede
realrente ikke kan være retningsgivende. Til gengæld betyder dette blot, at
terminalproblemet må tillægges større vægt. For tænkt, hvis der måtte regnes med en
negativ vækstkorrigeret realrente i grundforløbet!
Der er givetvis også områder, hvor Velfærdskommissionen har undervurderet kravene
til de offentlige finanser. Et sådant område kan være de kollektive serviceudgifter,
hvor Velfærdskommissionen har antaget, at disse følger udviklingen i nominel
BNP, se nærmere herom i Sørensen (2005).
5. Konklusion
Min væsentligste kritik af Velfærdskommissionens hidtidige arbejde er som anført
knyttet til behandlingen af terminalproblemet. I tilknytning hertil burde der som anført
i afsnit 3 være gennemført beregninger, hvor bl.a. pensionsalderen var forhøjet i takt
med stigningen i restlevetiden ved pensionsgrænsen.
I Torben M. Andersens og Lars Haagen Pedersens indlæg er dette afvist med følgende
formulering:
»Indikatoren beregnet ved bundskattesatsen har den fordel, at den er meget konkret.
I forhold til den økonomisk politiske debat er det imidlertid vigtigt at understrege, at
forskellige tilpasningsmuligheder kan bringes i anvendelse. For at illustrere dette kan
der også beregnes en indikator udmålt på f.eks. offentlige udgifter eller privat beskæftigelse.
Velfærdskommissionen (2004) ser på alle tre typer indikatorer. For de to sidstnævnte
gælder imidlertid, at de er mindre tæt knyttet til et konkret økonomisk politisk
instrument og derfor sværere at fortolke.«
Heri kan jeg ikke være enig fsva. privat beskæftigelse. Tilbagetrækningsaldre er
endog meget konkrete, især med et udbudsorienteret udgangspunkt, som er det relevante
i meget lange fremskrivninger.
Og her er de to forfattere nok også i modstrid med Velfærdskommissionen (2005),
hvor det anføres:
»I det følgende betragtes to måder til sikring af senere tilbagetrækning. De illustrerer
begge en størrelsesorden på lige fod med de beregnede skattestigninger præsenteret
ovenfor. En sammenligning af ændret tilbagetrækning og skatteberegningerne
ovenfor understreger samtidigt, at der skal tages stilling til et væsentligt politisk prioriteringsspørgsmål:
Skal tilpasningen ske ved at de erhvervsaktive betaler mere i skat