samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

300
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
medtaget. I konklusionen diskuteres kort anvendeligheden af cost-benefit analyse i
debatten om de globale prioriteringer.
Konklusionerne fra konferencen
Man kan indvende, at det havde forøget transparensen, hvis CC havde været mere
eksplicit om denne første frasortering. Det kan undre, at værdisætning af natur ikke
kom med, når der eksisterer så mange kvantitative analyser af økosystemers ydelser
(en oversigt findes hos Turner m.fl. (2003)). Fra analyser fra Zimbabwe ved vi, at
skovprodukter kan udgøre op til 30% af de fattiges indkomst, Cavendish (2000). Med
den kraftige betoning af benefit-cost ratioer (BCR), som var kriteriet i frasorteringen,
havde man forestillet sig en slagkraftig endelig prioriteringsliste fra ekspertpanelet
med de tilsvarende cost-benefit ratioer udregnet på hver indsats. Jeg skal i det følgende
argumentere for, at den endelige prioritering langt fra var logisk argumenteret.
Ganske i overensstemmelse med almindelig praksis valgte CC ekspertpanelet at lade
andre faktorer end benefit-cost ratioen for de 10 områder influere på denne endelige prioriteringsliste.
Lomborg skriver, at kvantificeringen var vanskelig og med en kort tidshorisont
ikke mulig for eksperterne (s. 7). De 10 papirer tilvejebragte ganske givet i
varieret grad de ønskede BCR. Men prioriteringslisten fra eksperterne blev et besynderligt
kompromis mellem indsatser med høje BCR og overvejelser om institutionelle
betingelser og kompleksitet, således at den endelige dom, prioriteringslisten, fremstår
som et meget subjektivt dokument (s. 605-08). Ufordringer, som delvis var kvantificeret
(uddannelse og finansiel ustabilitet) røg ud pga. af disse argumenter, mens andre
ikke kvantificerede indsatser kom med (prioritet 8, 9, 10 og 14: forskning i stigende
vandproduktivitet, fjernelse af red-tape ved start af nye virksomheder, opblødning af
migrationsregler for uddannede og andre indvandrere). To helt snævert forbundne indsatser
blev klart adskilt (prioritet 5 og 8). Hvad angår klima, satte ekspertpanelet direkte
spørgsmålstegn ved beregningerne. Eksperterne mente, at omkostninger sandsynligvis
i alle tilfælde, modsat klimapapirets påstand, ville overstige gevinsterne (s. 607).
Uenighed har der også været mellem eksperterne, og det synes at være grunden til at
finansiel ustabilitet ikke kom med på listen (se Bhagwatis bemærkning s. 610). Endeligt
valgte eksperterne ikke at fremlægge eksplicit de tilhørende BCR for de prioriterede
indsatser. BCR skal man selv identificere ved at læse sektorpapirerne.
Ekspertpanelet understregede, at de alene forholdt sig til de til konferencen skrevne
10 papirer. En lavere karbonskat koblet til forskning i CO 2 reducerende teknologi kunne
være svaret på klimaområdet. Ikke totalt at afvise al tale om global klimapolitik,
men at fortage nye beregninger, ifølge eksperterne. Så en ting var eksperternes kommentarer
til prioritetslisten, en anden var den måde, hvorpå IMV præsenterede konklusionerne
efterfølgende, ikke mindst hvad angår klimaområdet.