samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 289
med »renters rente«. De initiativer, som er finansieret af satspuljen, reguleres i øvrigt
hvert år med relevante pris- og lønindeks. Pengene »forrentes« altså også, mens de er
i spil.
Satsreguleringspuljens midler skal i al væsentlighed bruges på initiativer, der henhører
under overførselsindkomster eller velfærdsservice. VFKs antagelse svarer til, at
alle de afsatte midler anvendes til forbedringer af overførselsindkomsterne. I det omfang
satspuljens midler i stedet bruges til forbedringer af velfærdsservice, så vil VFKs
fremskrivning overvurdere udgifterne til overførselsindkomster. Til gengæld undervurderes
udgifterne til velfærdsservice tilsvarende.
JGA argumenterer dels for, at en del af de midler, der anvendes fra satspuljen, fortrænger
andre bevillinger på dette felt. Implicit gælder, at der reelt er tale om besparelser.
Det kan ikke afvises, men argumentet er symmetrisk: Hvis satsreguleringen ikke
sikrer fuld kompensation for den gennemsnitlige indkomststigning, øges bevillingerne
til de grupper, hvor der er et fald, jf. ældrecheck og Dansk Folkepartis aktuelle forslag
om stigninger i førtidspensionen finansieret uden for satspuljen. Fordelingen på service
eller overførsler påvirker derfor næppe det samlede udgiftstryk.
I forhold til vurderingen af den finanspolitiske holdbarhed skal man være opmærksom
på, at bevillinger til serviceydelser ikke beskattes i første led, hvilket er tilfældet
for de fleste overførselsindkomster. Ved at antage, at hele reguleringen tilfalder overførselsindkomst,
overvurderes skatteeffekten, mens det finanspolitiske holdbarhedsproblem
undervurderes.
Derimod er det rigtigt, som JGA påpeger, at udformningen af satsreguleringen,
hvor stigningen baseres på faste vægte, generelt tenderer mod, at stigningen i den gennemsnitlige
lønindkomst er højere end satsreguleringen, fordi gennemsnittet er påvirket
af en gradvis ændret uddannelsessammensætning i arbejdsstyrken på DA området.
Denne effekt er ikke med i VFKs fremskrivning.
Længere levetid og ny teknologi – mindre eller mere behov for sundhedsvæsenet?
Sundheds- og plejeområdet er centralt for den fremtidige udvikling af velfærdssamfundet.
Det er en af de vigtigste velfærdsopgaver at sikre et tidssvarende og velfungerende
sundhedsvæsen. Samtidig er det et spørgsmål om, hvor markant den ændrede
demografi vil påvirke sundhedsvæsenet. Flere ældre vil umiddelbart betyde et øget
pres på sundhedsvæsenet, da der er en klar sammenhæng mellem alder og brug af
sundhedsvæsenet, jf. nedenfor. Da hovedkilden til den ændrede demografi er en stigende
middellevetid, er det et spørgsmål, i hvilket omfang »flere sunde leveår« vil
medvirke til at mindske presset på sundhedsvæsenet. Såvel CS som JGA rejser dette
spørgsmål i forhold til VFKs fremskrivning.
VFK har taget udgangspunkt i det faktum, at flere ældre vil betyde et øget behand-