samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 245
drages makroøkonomiske konklusioner på basis af en generel ligevægtsmodel baseret
på repræsentativ mikroøkonomisk agent-teori, market clearing/ligevægt og rationelle
forventninger. 3 Velfærdskommissionen benytter sig af finansministeriets DREAMmodel
til beregning af finanspolitisk holdbarhed.
I en generel ligevægtsmodel med permanent market clearing/ligevægt – herunder
velfungerende kapitalmarkeder, har den offentlige sektor per definition ikke noget
finansieringsproblem. Et underskud på de offentlige budgetter må nødvendigvis modsvares
af et overskud i den private sektor (i en lukket økonomi). I DREAM-modellen
(en åben økonomi) fordeler finansieringen af det offentlige budgetunderskud sig mellem
den private sektor og udlandet afhængigt af den private sektors opsparingsadfærd.
I de beregninger VK har fremlagt (2004a) er der tilnærmelsesvist en en-til-en sammenhæng
mellem ændringer i den offentlige sektors saldo og saldoen på betalingsbalancens
løbende poster, jfr. tabel 12.2-12.6 (hvor »uændret politik« sammenlignes
med »skattestigning«). Det økonomisk-politiske problem i grundforløbet er således
ikke finansiering af det offentlige underskud, men derimod et voksende betalingsbalanceunderskud
og øget udenlandsk gældsætning, der bringer mindelser om 1980erne
tilbage – hvis altså DREAM-modellen var et retvisende spejlbillede af virkeligheden.
En generel ligevægtsmodel er en analytisk konstruktion ofte uden eksplicit modellering
af den finansielle sektor. En ikke-skattefinansieret finanspolitisk ekspansion overfører
reale ressourcer fra udlandet til indlandet, idet beskæftigelsen er bundet af arbejdsmarkedsstrukturer
(og evt. en eksogent fastsat løn). Den eneste arbejdsmarkedseffekt,
som DREAM-modellen registrerer af en skattestigning, er den antagne reduktion af
arbejdsudbudet. Bortset herfra betyder øgede skatter i en generel ligevægtsmodel blot
en reduktion af betalingsbalanceunderskuddet. Inden for modellens rammer er det
ikke muligt at analysere den dynamiske flow-tilpasning i den private sektor af en ændret
finanspolitik.
Hvis analysemodellen derimod blev frigjort fra forudsætningen om generel flowligevægt
ville ændringer i den effektive efterspørgsel kunne analyseres i form af bl.a.
ændring i den registrerede arbejdsløshed. Det ville være naturligt at antage, at erhvervsfrekvensen
(også) for de svagere grupper vil øges, hvis presset på arbejdsmarkedet
stiger, hvorved forringelsen af betalingsbalancen dæmpes. På den anden side er
der en risiko for, at en finanspolitisk ekspansion vil føre til en stigning i inflationen og
en efterfølgende forringet konkurrenceevne. Spændinger og ubalancer som en generel
ligevægtsmodel ofte fejldiagnosticerer som et spørgsmål om finanspolitisk holdbarhed
og brud på den intertemporale budgetrestriktion for den offentlige sektor. Den
egentlige makroøkonomiske ubalance skal derimod snarere søges på betalingsbalancen
eller i form af et øget inflationært pres. En finanspolitisk stramning i form af en
3. En problemstilling, som jeg diskuterede med Toke Ward Pedersen tilbage i 1999, jfr. Jespersen (1999).