samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 251
træknings- og pensionsregler fører pay-as-you-go strategien i det lange løb derimod til
væsentlige skattestigninger.
De to strategier (og det som ligger herimellem) er således begge ensbetydende med
skattestigninger, således at den afgørende forskel vedrører tidspunktet for den forudsatte
skatteopkrævning og dermed spørgsmålet om (størrelsen af den) offentlig opsparing.
På trods af kommissoriet og selvom andre former for finansiering af de fremtidige
budgetunderskud vil føre til andre værdier af arbejdsudbud, produktion mv. har
skatteforhøjelser og offentlig opsparing (indtil videre) været hovedemnet for Velfærdskommissionens
overvejelser om den makroøkonomiske strategi. Det er en indskrænkning
i behandlingen af emnet, som går igen hos Andersen og Pedersen (2005).
Jeg vil i det følgende først og kort diskutere nogle spørgsmål i forhold til opgørelsen
af de fremtidige budgetunderskud og dernæst og lidt længere diskutere nogle forhold
vedrørende Velfærdskommissionens analyser og forslag til strategi for offentlig opsparing
og eliminering af fremtidige budgetunderskud. Dernæst konkluderes om forslag
og udeladte emner.
De offentlige budgetunderskud
Ændringer i skatter og offentlige udgifter kan begrundes såvel med (ændringer i)
politiske præferencer som med forskellige former for økonomisk nødvendighed.
Velfærdskommissionen har ved at koncentrere sine beregninger og især sin argumentation
om manglende holdbarhed i udviklingen i de offentlige finanser lagt vægten på
en budgetmæssig begrundelse. Derfor vil en tilbagevisning eller sandsynliggørelse af
et mindre budgetmæssigt behov kunne fjerne eller reducere motivationen til at ændre
tilbagetræknings-, pensions- og skatteregler eller andre forhold i den offentlige sektor.
Det er ikke en rimelig indsnævring af problemstillingen, idet der findes andre former
for økonomisk begrundede behov for ændringer i den offentlige sektor end de budgetmæssige
(således som det var tilfældet i f.eks. 1998), ligesom der kan være rent politisk
betingede ønsker om ændringer.
Velfærdskommissionen beregner størrelsen af den offentlige budgetsaldo for en i
princippet uendelig årrække ud i fremtiden med en forudsætning om uændret økonomisk
politik. Det sker dels for at opgøre tilpasningsbehovets størrelse og dels for at have
et budgetmæssigt udgangspunkt for forslag om ændringer. I den forbindelse er det
selvfølgelig væsentligt, men også vanskeligt at fastslå, hvad der skal forstås ved uændret
økonomisk politik. Er det fuldstændig uændrede regler og satser, eller skal man tage
hensyn til forventede politiske reaktioner og dermed anvende såkaldte politiske reaktionsfunktioner
sammen med de rent økonomiske sammenhænge?
Grundlaget for beskrivelsen af (fremtidige) politiske reaktioner er som regel empirisk
og mindre velfunderet end beskrivelsen af den private sektors økonomiske reak-