samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 225
te generations nettobidrag er relativt uafhængigt af udviklingen i levetiden. 33 Dette
kan f.eks. ske ved at indeksere aldersgrænser for tilbagetrækningsordningerne til middellevetiden.
Det skal dog understreges, at en sådan indeksering ikke i sig selv er tilstrækkelig
til at sikre finanspolitisk holdbarhed. Årsagen er, at finansieringsproblemet
ikke alene skabes af tilbagetrækningsalder (set i forhold til levetid), men også af trækket
på forskellige former for velfærdsservice. Samtidig er alle ikke erhvervsaktive, og
senere tilbagetrækning må også forventes at øge antallet af f.eks. førtidspensionister.
Levetidsindeksering er derfor en vigtig del af en tilpasningsstrategi, men den kan ikke
stå alene som løsningen på den trendmæssige udvikling i nettoudgifterne.
En tilpasningsstrategi har den fordel, at usikkerheden knyttet til at forudsige den
fremtidige udvikling i middellevetiden får mindre betydning for de økonomisk politiske
krav her og nu. Skulle levetiden vokse mere eller mindre, end det vurderes i dag,
vil der automatisk ske en justering. En sådan ordning vil ikke fjerne behovet for at
overveje risikodeling. Befolkningsprognoser revideres løbende og med væsentligt
kortere intervaller end middellevetiden for en nyfødt. Der kan derfor være et argument
for at sprede noget af denne risiko. I forhold til usikkerheden omkring den præcise ændring
i levetiden er der et forsikringsargument ligesom i almindelige pensionsforsikringer,
nemlig »risikoen« for en lang levetid og dermed behovet for et forsørgelsesgrundlag.
Risikodeling uden omfordeling 34 fordrer risikospredning i forhold til hændelser,
den enkelte generation ikke har haft mulighed for at forudsige og tilpasse sig,
se f.eks. Andersen (2005). I forhold til levetid kan der argumenteres for risikospredning
i forhold til ændringer, der indtræffer, efter at pensionsforhold (inkl. tilbagetrækning)
er tilrettelagt og overvejende irreversible. I praksis betyder dette, at den enkelte
med en horisont på måske 5 til 10 år skal kende sine pensionsvilkår (set i forhold til de
ændringer i levetid vi står overfor, er den tilbageværende risiko minimal).
Tilpasningsstrategien kræver ikke løbende balance på de offentlige budgetter, men
muliggør variationer over tid. Derimod forudsætter tilpasningsstrategien for at være
forenelig med finanspolitisk holdbarhed, at den er tilrettelagt på en sådan måde, at der
ikke er nogen systematisk tendens til underskud eller gældsakkumulering (trends elimineres).
9.5 Tilpasningsstrategi og velstandsdilemmaer
Ovenstående har primært omhandlet en økonomisk-politisk strategi i forhold til de
demografiske forandringer. En anden underliggende trend skabes af stigende velstand.
På den ene side vil vækst ikke automatisk skabe et øget finansielt råderum, tværtimod
er der en tendens til, at det forværres, jf. afsnit 8. På den anden side skaber øget vækst
33. Forudsætter, at levetidsstigningen af fremtidige generationer opfattes som en velfærdsfremgang.
34. I den forstand, at der ikke er et ex-ante forventet tilskud til en bestemt generation.