samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

286
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
ningen af et øget uddannelsesniveau for erhvervsdeltagelsen. Det første – som umiddelbart
kan aflæses af figur 3 – er, at selvom erhvervsdeltagelsen er voksende i uddannelsesniveauet,
er der for alle grupper et betydeligt fald over tid i erhvervsfrekvenserne.
For personer uden kompetencegivende uddannelse er faldet i erhvervsdeltagelsen
størst, idet det er på 8 procentpoint over perioden, mens de tilsvarende fald for de to andre
uddannelseskategorier er 6 procentpoint for erhvervsfagligt uddannede og 5 procentpoint
for videregående uddannede. En del af forklaringen på, at der er en faldende
erhvervsdeltagelse for alle tre grupper kan være velstandsstigningen, jf. diskussionen i
vores andet indlæg i dette nummer.
Årsagen til, at det har været muligt at fastholde en nogenlunde konstant gennemsnitlig
erhvervsdeltagelse for alle uddannelsesgrupper under ét, er således, at stigningen
i uddannelsesniveauet har ført til, at der er blevet flere personer i de grupper, der
har den højeste erhvervsdeltagelse. Det kræver altså en fortsat stigning i uddannelsesniveauet
for at kunne fastholde en konstant erhvervsfrekvens i fremtiden, hvis tendensen
til faldende erhvervsfrekvens inden for den enkelte uddannelsesgruppe fortsætter.
Det kan blive vanskeligt at fastholde samme vækst i uddannelsesniveauet fremadrettet,
fordi de generationer, som forlader arbejdsmarkedet, efterhånden også vil være
bedre uddannet i gennemsnit.
For det andet er det ikke oplagt, at en given ændring i uddannelsessammensætningen
i fremtiden vil få samme effekt. Det skyldes, at et stigende uddannelsesniveau
ikke alene vil påvirke gruppen, der får en given uddannelse, men også gruppen af personer
uden kompetencegivende uddannelse. Sidstnævnte gruppe indeholder personer
med f.eks. en studentereksamen som højeste uddannelsesniveau. Samtidig indeholder
gruppen også personer som pga. fysiske eller psykiske handicaps ikke er i stand til at
gennemføre en uddannelse og derfor heller ikke har mulighed for en høj arbejdsmarkedstilknytning.
Når gruppen af personer uden kompetencegivende uddannelse reduceres,
sker dette hovedsageligt ved, at de bedst kvalificerede i gruppen sikres en uddannelse.
Det betyder, at den gennemsnitlige erhvervstilknytning falder for de, der er
»tilbage« i gruppen uden kompetencegivende uddannelse. Man kan således ikke realistisk
antage uændrede erhvervsfrekvenser for alle grupper i takt med, at der sker et
uddannelsesløft.
Dette problem ses endnu mere markant, når man betragter udviklingen i antallet af
førtidspensionister som følge af en ændret uddannelsessammensætning. Tager man
udgangspunkt i konstante alders-, køns- og uddannelsesbetingede førtidspensionsfrekvenser
for perioden 1980 til 2001 og benytter den faktiske udvikling i uddannelsessammensætningen,
vil man forvente et faldende antal førtidspensionister. Årsagen er,
at de historiske erfaringer udviser den sammenhæng, at hyppigheden for førtidspension
er faldende med uddannelsesniveauet. Faktisk steg antallet af førtidspensionister over