samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 221
En ren PAYG-strategi fordrer løbende balance i de offentlige budgetter og dermed
en løbende tilpasning af beskatning og/eller ydelser. Om tilpasningen sker via ændringer
i beskatning eller ydelser har stor betydning for, om risici bæres af de yngre eller
ældre generationer. Optimal risikodeling på et givet tidspunkt kræver løst formuleret,
at marginalnytten af indkomst er den samme for alle generationer, der lever på samme
tid, dvs. det vil generelt være optimalt at lade både »beskatning og ydelser variere«, jf.
Bohn (2001). Med denne strategi kan man sige, at makroøkonomiske risici umiddelbart
transformeres til individuel risiko i form af løbende ændringer i velfærdsordningerne og
beskatning. Dette gælder, uanset om ændringerne har midlertidig eller permanent karakter,
da der pr. definition ikke er noget fremadskuende element i tilpasningen. Risikodeling
er alene afgrænset til generationer i live på et givet tidspunkt. Den rene PAYGløsning
har derfor den ulempe, at den ikke udnytter mulighederne for risikospredning,
og samtidig kan den betyde (tilfældig) omfordeling mellem generationer.
Opsparingsstrategien baseret på permanente ændringer i ydelser eller beskatning
tilstræber uændrede ordninger på tværs af tid og dermed generationer, men bliver samtidig
en opsparingsstrategi, da stigningen i middellevetiden betyder en gradvis stigning
til en permanent højere forsørgerkvote. En økonomisk politik baseret på ensartede
regler og ordninger over tid mindsker den individuelle risiko, idet tilpasningen tilstræbes
fordelt over tid og dermed alle generationer. Denne strategi er fremadskuende
og betyder en udligning over tid af både midlertidige og permanente ændringer. I forhold
til de midlertidige ændringer betyder dette, at mulighederne for risikospredning
udnyttes, mens det i forhold til permanente ændringer kan betyde en væsentlig omfordeling,
jf. afsnit 7. Strategiens ulempe er, at forsikring og fordeling ikke kan adskilles,
og derfor implicerer denne løsning en potentiel stor omfordeling til fremtidige generationer
med længere levetid.
9.3 PAYG eller opsparing?
I det forudgående er to yderpunkter sammenlignet, nemlig den løbende finansiering
via en såkaldt PAYG-finansiering og en opsparingsstrategi med en permanent tilpasning
for at sikre velfærdsordningernes finansielle grundlag. Begge disse to yderpunkter
lider af alvorlige problemer både principielt og i forhold til implementering.
PAYG-modellen udnytter ikke alle muligheder for overflytning af forbrugsmuligheder
via kapitalmarkederne. Dermed udnyttes mulighederne for risikodeling heller ikke,
hvilket kan betyde, at risiko transformeres til stor individuel risiko omkring fremtidige
vilkår. PAYG-strategien er imidlertid mindre informationsmæssigt krævende,
da den er baseret på en »periode pr. periode«-betragtning.
Vælges opsparingsstrategien, implicerer det en permanent tilpasning til de underliggende
forandringer. Tilgangsvinklen er fremadskuende, og dermed er udgangspunk-