samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

200
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
den primære offentlige saldo skyldes som nævnt, at den sociale kontrakt indebærer en
omfordeling fra midtergenerationen (som reduceres) til de yngre og de ældre generationer
(som bliver større over tid).
Sammenhængen betyder, at usikkerhed om middellevetidsudviklingen – der medfører
usikkerhed om trenden i forsørgerbrøken – fører til usikkerhed om trenden i det
primære offentlige budget.
Beregningen sammenfattet i figuren viser Velfærdskommissionens fremskrivning
baseret på antagelserne om uændrede regler. Dette forløb er grundlaget for at diskutere,
hvordan forskellige alternative finansieringsformer påvirker makroøkonomien og
fordelingen over generationer. På baggrund heraf diskuteres forhold af betydning for
at fastlægge den optimale politikrespons. Diskussionen inddrager såvel den fundne
trend i det offentlige budget som den usikkerhed, der knytter sig til fremskrivningen.
3.1 Velstandsdilemmaer
Det ovenfor præsenterede grundforløb tager udgangspunkt i aktuelle velfærdsordninger
m.m. Historisk har udviklingen af velfærdssamfundet været påvirket af udviklingen
i den materielle velstand, og fremadrettet forudsættes en fortsat velstandsfremgang
drevet af årlige produktivitetsstigninger på 2 procent om året. Det rejser spørgsmålet,
om grundforløbet har en »status quo«-bias ved ikke at tage højde for, hvorledes fortsatte
velstandsstigninger vil påvirke krav til og behov for såvel offentlig velfærdsservice
som fritid. To forhold der er af afgørende betydningen for fremtidig udvikling i offentlige
udgifter og indtægter.
Grundforløbets tolkning af uændrede regler indebærer, at offentlig service (pr. person
i en given alder, køn og oprindelse) vokser med den generelle vækst i økonomien.
Hertil kommer, at antagelsen om konstant arbejdstid pr. år betyder, at arbejdstiden forudsættes
at være uafhængig af indkomst. Begge disse antagelser er udtryk for et væsentligt
anderledes forløb end det historisk observerede.
Udgifterne til velfærdsservice er vokset fra 13,3 procent af BNP i 1971 til 17,8 procent
i 2001. Det svarer til en mervækst i forhold til BNP på 0,15 procent pr. år. I grundforløbet
antages det, at udgifterne til velfærdsservice pr. person vokser med produktivitetsvæksten
plus inflationen (svarende til timelønnen). For at vurdere denne antagelse er
udgiftsvæksten i perioden fra 1971 til 2001 korrigeret for den demografiske udvikling i
perioden for at få et billede på den underliggende vækst. Resultatet er, at udgiftsvæksten
til velfærdsservice pr. person har ligget betydeligt over væksten i timelønnen for en offentlig
ansat, jf. figur 5.
For hver af de tre 10-års perioder er udgiftsvæksten mellem 17 og 40 procent højere
end væksten impliceret af antagelsen om uændrede regler. I Velfærdskommissionen
(2004) kapitel 6 gives en oversigt over mulige forklaringer på denne mervækst. Her