samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 277
Norge. 1 Tværtimod kan der argumenteres for, at nuværende generationer kommer til
at medfinansiere, at fremtidige generationer kan opnå en større andel af livet som tilbagetrukket
fra arbejdsmarkedet.
Den norske beslutning om fordeling af afkastet betyder, at alle fremtidige generationer
får andel i værdien af den udtømmelige ressource fra Nordsøen. Men reglen betyder
også, at fremtidige generationer vil kunne finansiere en fortsat faldende andel af
de reale offentlige udgifter med afkastet fra petroleumsfonden, hvis de offentlige udgifter
vokser i takt med væksten i økonomien. Det øger den norske offentlige sektors
følsomhed over for vækst, fordi en betydelig del af grundlaget for fremtidige offentlige
indkomster bliver mere uafhængigt af væksten i økonomien. 2
Rentediskussionen
I fravær af retfærdighedsargumenter for en opsparingsstrategi kommer diskussionen
om opsparingsstrategi kontra tilpasningsstrategi i høj grad til at være en afvejning
af gevinsten ved opsparing over for den fordelingsmæssige byrde, som opsparingsstrategien
lægger på nuværende generationer. Hvis realrenten korrigeret for vækst er høj,
trækker det alt andet lige i retning af opsparingsstrategien, fordi det forventede afkast
af opsparingen er høj. 3
VFK har i sin fremskrivning anvendt en realrente korrigeret for vækst på 0,9 for obligationer.
Det er lavere end andre tilsvarende fremskrivninger fra f.eks. Finansministeriet
og Det Økonomiske Råd. Der er således med VFKs antagelser mindre stærke
argumenter for en opsparingsstrategi end i de øvrige fremskrivninger.
Med hensyn til valget af niveauet for den vækstkorrigerede realrente har VFK argumenteret
for, at det er mere sandsynligt, at den fremtidige realrente ligger under det historiske
gennemsnit end over. Årsagen er, at det historiske gennemsnit i meget høj
grad er påvirket af perioden fra 1970 til 1990, hvor den internationale realrente var
høj, og hvor Danmark havde et meget betydeligt positivt rentespænd til verdensmarkedsrenten
på grund af devalueringspolitikken op gennem 1970erne og frem til 1982.
Med en antagelse om, at de førende nationalbanker fastholder en pengepolitik baseret
på en inflationsmålsætning, og at Danmark fastholder fastkurspolitikken, der blev
etableret i 1982, må det derfor forventes, at realrenten bliver lavere end det historiske
gennemsnit, der lægges til grund for VFKs fremskrivning.
1. Der kan argumenteres for at der også er ikke ubetydelige indtægter fra den danske del af Nordsøen og ekstraordinære
indtægter, som skyldes, at de nuværende erhvervsaktive generationer er store relativt til både
de kommende og de forrige.
2. Argumentet forudsætter, at vækstændringer ikke fuldt ud modsvares i ændringer i realrenten.
3. Følsomhedsberegningen af en stigning i renten på 1 procentpoint viser, at den permanente skattestigning
kan reduceres fra 8,7 til 5,0 procentpoint på grund af det højere afkast af den offentlige opsparing. På baggrund
af JJs kommentar skal det bemærkes, at denne beregning tager højde for de afledte aktivitetsvirkninger
af rentestigningen, som reducerer investeringerne permanent og det private forbrug på kort sigt.