samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 219
vil ønske en større stigning i forbruget over tid, hvilket alt andet lige trækker i retning af
en forøget opsparing. Det er ikke oplagt, at øget middellevetid på samme måde skal
påvirke den samfundsmæssige diskontering mellem generationer. Da generationernes
effektive diskontering falder, følger det, at den samlede subjektive diskontering er faldende
med stigende levetid, således at forventede levetidsstigninger – alt andet lige –
fører til et ønske om at flytte forbrugsmuligheder til fremtidige generationer.
Sammenfattende kan det konkluderes, at den traditionelle approach til fastlæggelse
af den optimale intergenerationelle fordeling ikke giver støtte til hverken PAYG-strategien
eller den rene opsparingsstrategi. Førstnævnte udnytter ikke markedets muligheder
for overflytning af ressourcer over tid og generationer. Den optimale politik kan give
støtte til en vis konsolidering, dvs. opsparing af nulevende generationer, som følge
af stigende levetid. Den understøtter imidlertid ikke en ren opsparingsstrategi, da det
også er en implikation, at de generationer, der får glæden af øget levetid, må bidrage til
finansiering heraf f.eks. ved senere tilbagetrækning.
Den afgørende implikation af ovenstående er, at den intergenerationelle fordelingsprofil
fastlægges af den politiske vægtlægning på konsekvenserne for forskellige generationer.
Dette er et fundamentalt politisk spørgsmål.
I forhold til disse principielle overvejelser kan man pragmatisk konstatere, at der ikke
historisk har været meget store intergenerationelle udligninger via de offentlige finanser
ud over den, der har været implikationen af en overvejende PAYG-baseret opbygning
af velfærdsordninger. 26 Herunder er der ikke nogen tendens til, at hidtidige
generationer systematisk har fremrykket forventede fremtidige produktivitetsgevinster.
Væksten i velfærdsordningerne skabt af produktivitetsgevinsterne, er hidtil blevet
tildelt generationer, der har modtaget ydelser i de perioder, produktivitetsgevinsterne
fremkom. Såfremt det er en præmis, at nulevende generationer ikke skal agere anderledes
end tidligere generationer, giver dette et argument for ikke at foretage store omfordelinger
mellem generationer. Dette kan tolkes på den måde, at den samfundsmæssige
tidspræferencerate er relativ lav.
I forhold til denne normative approach kan indvendes, at det politiske system typisk
agerer under en væsentlig kortere tidshorisont. Man kan dog ikke ubetinget sige, at der
er en meget kortsigtet bias i den økonomiske politik, jf. f.eks. miljø- og ressourcedebatten.
Forskellige antagelser kan gøres om horisonten for politiske beslutninger og
vægtlægningen på forskellige generationers muligheder. Det afgørende for problematikken
omkring den ændrede demografiske struktur er imidlertid at pege på, at konsekvenserne
er langsigtede, og udskydelse af problemerne er ensbetydende med, at en
26. Man kan argumentere for, at den betydelige offentlige gæld, der blev opbygget fra midten af 1970erne
til midten af 1980erne, udgør en markant undtagelse fra dette synspunkt. Politikken var dog formentlig et
ikke vellykket forsøg på en udglatning af et fænomen, der blev vurderet til at være temporært.