samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

306
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
Vandforsyning:
Et af indsatsområderne for Rijsberman er gevinsten ved at opfylde FNs 2015 mål
for vandforsyning (halvering af jordens befolkning med manglende rent vand og sanitet).
Han henviser til et studie af Evans m.fl. (2004), som igen baseres på to af forfatternes
baggrundspapir til WHO, Hutton og Haller (2004). Den centrale beregning er
opsummeret i tabel 9.4 (s. 514), hvoraf det fremgår, at den globale BCR er estimeret til
4,9 (perioden 2004-2015, diskonteringsrate på 5%).
I et bistandspolitisk perspektiv er der indledningsvis en vigtig pointe. Den største
gevinst indtræffer ved reduceret tidstab pga. lettere adgang til toiletter og mindre ventetid
ved offentlige vandboringer. 1 Tidsgevinsten udgør mellem 61% og 96% af den
samlede gevinst ved lokalforvaltet vandforsyning. 2 De umiddelbare sundhedsgevinster
ved færre sygdomstilfælde kan altså ikke retfærdiggøre en investering i den målestok
som analysen fra Rijsberman og i sidste ende Hutton og Haller lægger op til. Denne
pointe har dog selvfølgelig ingen betydning for beregningen.
Det store problem med beregningen af opfyldelse af FNs 2015 mål er det manglende
hensyn til alternativomkostninger. Alle er enige om stigende kamp om vandet i fremtiden.
Men her stopper enigheden. Hydrologer tenderer til at male »skræk« scenarier,
økonomer tenderer til at fokusere på stigende vandproduktivitet i landbruget som svar.
Forskning i vandproduktivitet indgår som prioritet 8. Igen et CC papir med manglende
kobling mellem de forskellige indsatser.
Oki m.fl. (2001) anvender en global model for total vandafstrømning og når frem
til, at vandstress allerede ved slutningen af forrige årtusind ramte 2,2 milliarder mennesker
modsat FNs beregninger, hvor vandstress berørte 0,5 milliarder. Vand stress indekset
defineres som R ws = W-S/Q , hvor W = vandabstraktion, S = afsaltet havvand og
Q = vandmængde til rådighed (udbud). Hvis R ws > 0,4 er der tale om vandstress. Problemet
er, at indekset er statisk og ikke tager højde for, at produktivitetsstigninger kan
sænke vandaftaget i fremtiden. Lignende metoder anvendt af World Resources Institute
tager ikke engang højde for afsaltning af havvand. I Mellemøsten er brøken i nogle
lande over 1000, WRI (2003). I den anden ende af skalaen finder man dokumenter
som Hutton og Haller (2004), som ikke engang nævner hvilken stigning i vandabstraktion
en opfyldelse af FN 2015 mål afstedkommer.
I Hutton og Haller omtales en følsomhedsanalyse. Hvis man anvender bruttonationalindkomsten
i stedet for minimumsløn i industrien og samtidig har et pessimistisk
skøn til omkostningsudviklingen, opnås meget lave BCR. I bedste tilfælde for det øst-
1. »This shows that the greatest proportion of time gain is from sanitation interventions - i.e. the closer proximity
of toilets or less waiting time for public facilities«, Hutton og Haller (2004), s. 32.
2. Beregnet som andelen af »annual time savings« i forhold til »total economic benefits« for de vigtigste 6
delregioner i verden (hvor gevinsten er størst). Tabel A 2. 16 i forhold til tabel A 2. 18 (ibid.: s. 61 og s. 63),
intervention 2 (Millenium targets with sanitation targets).