samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

292
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
udgangspunkt i figur 5. Figuren viser de aldersafhængige sundhedsudgifter for Danmark
og en række andre lande. Det fremgår, at der er den forventede aldersafhængighed
i brugen af sundhedsvæsenet. Sammenhængen findes for alle lande, og formen af
kurven er påfaldende ens på tværs af landene givet forskellige middellevetider m.m.
I figur 6 er udgangspunktet bestemt af de historiske aldersbetingede sundhedsudgifter
givet ved den fuldt optrukne linie mærket A. Effekten af øget levetid drevet af
»flere sunde leveår« og dermed en tilknytning af sundhedsudgifterne til forventet restlevetid
frem for alder vil svare til, at den aldersfordelte kurve forskydes mod højre i
takt med væksten i middellevetiden, f.eks. til den stiplede kurve mærket B. Det vil føre
til en begrænsning i stigningen i sundhedsudgifterne i procent af BNP, men ikke forhindre,
at den ændrede befolkningsfordeling med flere pensionister og færre i den erhvervsaktive
alder fører til en stigning i sundhedsudgifternes andel af BNP.
Den teknologiske udvikling har en tendens til at gøre behandlingen dyrere og dermed
forskyde de aldersfordelte sundhedsudgifter opad, jf. den stiplede kurve mærket
C i figur 6. 10
For at analysere de to effekters relative betydning er de begge indlagt i VFKs fremskrivning.
Effekten af, at levetidsstigningen fører til flere raske leveår, er medtaget ved
at antage, at de aldersfordelte sundhedsudgifter reguleres delvist med restlevetiden,
således at stigninger i restlevetiden slår igennem med 50 procent på de aldersafhængige
udgifter. Det svarer til, at de aldersfordelte sundhedsomkostninger i figur 5 rykker
mod højre med stigende middellevetid, men kun halvt så hurtigt som stigningen i restlevetiden,
dvs. fra kurven A til kurven B. Derved fås en antagelse om, at den forlængede
levetid både giver anledning til flere raske år og flere år med høj sygdomsfrekvens.
Isoleret set betyder dette, at sundhedsudgifterne ikke stiger så meget i procent af BNP
som i VFKs fremskrivning. Indregnes kun denne effekt skal bundskattesatsen stige
med 6,5 procentpoint for at sikre den finanspolitiske holdbarhed i stedet for de 8,7
procentpoint, som er tilfældet i fremskrivningen.
Indregnes både den delvise restlevetidsafhængighed og en mervækst i de aldersafhængige
sundhedsomkostninger på 0,5 pct. om året, således at der tages højde for
begge effekter i figur 6 – dvs. effekten af at gå fra kurven A til kurven C – fås, at stigningen
i bundskattesatsen skal være på 22,1 procentpoint for at sikre finanspolitisk
holdbarhed. Det svarer til hele 13,4 procentpoint mere end i VFKs fremskrivning.
Ved at sammenligne de to forhold – flere sunde leveår, og forbedre teknologi –
fremgår det af beregningerne, at usikkerhed knyttet til effekten af »flere sunde leveår«
kun giver en begrænset effekt på finansieringsproblemet, set i forhold til effekten af
10. Teknologiudviklingen er i figuren antaget at påvirke alle aldersgrupper ens. Det er mere i overensstemmelse
med eksisterende undersøgelser, at effekten er størst for de ældste generationer, således at fordelingen
bliver mere stejl.