samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

SKATTEKONKURRENCE OG ØKONOMISK GEOGRAFI 383
Eijffinger og Wagner (2001) viser, at regeringens problem har følgende førsteordensbetingelse:
1
(g*) = (1.5)
1 +
idet den optimale mængde af det offentlige gode kaldes g*, og er elasticiteten af det
indenlandske kapitaludbud n med hensyn til skatteraten t. Mens ligningens venstreside
er et udtryk for forbrugerens marginale substitutionsforhold mellem offentligt og
privat forbrug, kan ligningens højreside fortolkes som den effektive marginalomkostning
ved offentligt forbrug målt i enheder af privat forbrug. Da er entydigt negativ,
må g* findes, hvor marginalnytten af offentligt forbrug er større end en.
Heraf fremgår det, at den godgørende regering fra et globalt synspunkt ikke sikrer
en efficient allokering af ressourcer mellem den private og den offentlige sektor. Idet
marginalnytten af offentligt forbrug overstiger en, vil en marginal overførsel af ressourcer
fra den private til den offentlige sektor alt andet lige udgøre en velfærdsforbedring
for forbrugeren, og følgelig er g* mindre end den paretooptimale mængde.
Dette resultat kan forekomme overraskende i betragtning af, at regeringen er godgørende
og dermed per definition sætter den for forbrugeren optimale skatterate. Forklaringen
er, at kapitalbeskatning i den åbne økonomi er forbundet med en positiv international
eksternalitet. Når et land hæver sin kapitalskatterate giver det anledning til
en udstrømning af kapital, som er skadelig for landets egne borgere, men som gavner
de lande, der modtager kapitalstrømmene. Idet regeringerne kun tager højde for deres
egne borgeres velfærd, får disse internationale effekter af kapitalbeskatning karakter
af en positiv eksternalitet, og skatteraten bliver i ligevægt lavere end det globalt set optimale.
Ovenstående model illustrerer det traditionelle skattekonkurrenceargument. Visse
forfattere har imidlertid identificeret mekanismer, der modvirker tendensen til skattekonkurrence.
1 Huizinga og Nielsen (1997) viser, at når en del af økonomiens virksomheder
ejes af udlændinge, opstår et fænomen kaldet skatteeksport, som trækker i retning
af en inefficient høj kapitalbeskatning. I den lille, åbne økonomi bæres skattebyrden
nemlig ikke af kapitalejerne, som aflønnes med det eksogent givne verdensmarkedsnettoafkast
r*, men af virksomhedsejerne, som modtager virksomhedernes
rene profitter. I tilstedeværelsen af udenlandsk ejerskab er kapitalbeskatning således
forbundet med en negativ international eksternalitet, fordi de udenlandske ejere bærer
en del af omkostningen ved beskatningen. Idet det ikke a priori kan bestemmes, om
den positive skattebaseeksternalitet eller den negative skatteeksporteksternalitet do-
1. Se Johannesen (2004) for en formel behandling af disse forfatteres bidrag i en konsistent modelramme.