samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

226
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
et velstandsdilemma i form af øget behov og krav til service og mere fritid, jf. afsnit
3.1 Styrken af denne trend er ganske betragtelig, jf. beregningerne præsenteret i afsnit
5 og 6, der viser kravene til finansiering både under PAYG-finansiering og den holdbare
skat i forhold til velstandsdilemmaet.
Hvis man baserer velfærdspolitikken på uændrede regler og fortsat lader gevinsterne
ved økonomisk vækst være knyttet til de enkelte generationer, indebærer velstandsdilemmaet
en risiko for en »systemfejl«. Årsagen er, at det vil efterlade et stadigt stigende
gab mellem det serviceudbud, den offentlige sektor er i stand til at finansiere, og
det serviceudbud, der efterspørges. 35
I det omfang efterspørgslen ikke imødekommes ved et offentlig udbud, vil der opstå
et pres for at få denne dækket på anden vis. Det kan føre til parallelle private markeder
eller inden for områder som sundhed til privatfinansierede løsninger på udenlandske
hospitaler. En sådan udvikling kan komme i konflikt både med en effektiv udnyttelse
af ressourcerne og med målsætningerne om lige adgang til grundlæggende serviceydelser
som sundhed og pleje.
Det har været fremført, at det øgede udgiftstryk, øget serviceefterspørgsel og mere
fritid kan finansieres via skattestigninger. Dette er selvfølgelig et politisk valg. Med en
underliggende velstandsstigning vil der trods skattestigninger fortsat være muligheder
for stigninger i den disponible indkomst, jf. Velfærdskommissionen (2004). Det er
imidlertid et åbent spørgsmål, om øget materiel velstand i sig selv øger villigheden til
skattebetaling. De senere års udvikling giver ikke umiddelbart støtte til, at dette vil
være tilfældet. Endvidere vil eksternaliteten knyttet til fritid og andre forvridninger
være stigende i skatternes niveau, samtidig med at skattesystemet presses direkte og
indirekte i kraft af globaliseringen, jf. Velfærdskommissionen (2005a).
Historisk har velstandsdilemmaet ikke været så tydeligt, da en løbende udvidelse af
velfærdssamfundet har været mulig bl.a. i kraft af skattestigninger og udvidelser af
arbejdsstyrken (primært via øget erhvervsfrekvens for kvinder). Fremadrettet står vi
derfor over for et vanskeligt problem, hvor de historiske tilpasningsmuligheder ikke i
samme udstrækning kan anvendes.
En langsigtet strategi, der gør velfærdsordningerne robuste over for trends, indebærer,
at der indbygges mekanismer, som sikrer, at den vækst i serviceefterspørgslen,
der ligger ud over den generelle vækst i indkomsten, kan imødekommes uden at skabe
et permanent finansieringspres. At sikre dette samtidig med en lige adgang til centrale
serviceydelser er en af hovedudfordringerne for velfærdssamfundet i fremtiden. At
35. Den aktuelle økonomiske politik, som formuleret i 2010-planen, indebærer et endnu større velfærdsdilemma,
idet planen indebærer, at væksten i udgifterne til offentlig service skal være lavere end væksten i
indkomsten.