samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

276
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
har fremhævet, at tilpasningen i den offentlige sektor især bør ske ved at reducere antallet
af overførselsindkomstmodtagere og øge antallet af beskæftigede i den private
sektor. Årsagen til, at der er behov for denne type tilpasning, er, at kombinationen af
gældende regler og et stærkt stigende antal ældre fører til, at en faldende andel af befolkningen
er i privat beskæftigelse, og at en stigende andel af befolkningen vil modtage
overførselsindkomst. Herunder vil især antallet af folkepensionsmodtagere stige.
Jørgen Goul Andersen (2005) (herefter JGA), Jesper Jespersen (2005) (herefter JJ)
og CS diskuterer alle, hvor stor en effekt denne ændring i befolkningens størrelse og
sammensætning vil have for fordelingen af offentlige udgifter og indtægter i fremtiden.
Derimod synes der ikke at være nogen grundlæggende uenighed om, at tilpasningen
især skal ske ved at søge at reducere antallet af overførselsindkomstmodtagere
og forøge antallet af beskæftigede i den private sektor.
I tillæg til disse diskussioner om tilrettelæggelsen af den fremtidige økonomiske
politik rejser især CV og JJ spørgsmål om den makroøkonomiske analyse, der ligger
til grund for politikanbefalingerne.
Denne replik er derfor opdelt i tre dele. Første del vedrører den intergenerationelle
fordeling, mens anden del vedrører forudsætninger bag VFKs fremskrivning og dermed
den fremtidige fordeling af offentlige udgifter og indtægter. Herunder behandles
betydningen af forskellige antagelser vedrørende bl.a. demografi og arbejdsstyrke i
VFKs analyser. Tredje del behandler de metodemæssige diskussioner.
Intergenerationel fordeling
I Norge er der truffet en politisk beslutning om, at indtægterne fra olie- og gasudvindingen
opsamles i en petroleumsfond. For at sikre, at alle fremtidige generationer
får del i gevinsterne fra den udtømmelige ressource i Nordsøen, udbetales principielt
»kun« realafkastet af formuen til dækning af offentlige udgifter i et givet år. EH påpeger
i sit indlæg, at det er et betydeligt politisk problem at fastholde målsætningen
om kun at udbetale beløb svarende til realafkastet. Dette er en vigtig observation i forbindelse
med diskussionen af den fremtidige økonomiske strategi i Danmark: Det er
vanskeligt at fastholde en positiv offentlig opsparing i en situation, hvor den offentlige
sektor i forvejen har en positiv formue, og hvor der føres en relativ stram finanspolitik.
Dette problem må forventes at blive mindst lige så stort, hvis Danmark vælger en opsparingsstrategi,
og der akkumuleres en offentlig formue til finansiering af fremtidige
udgifter. Det hænger sammen med, at der i Norge er et »retfærdighedsargument« for
at sikre, at de »ekstraordinære« indtægter fra de udtømmelige ressourcer i Nordsøen
i disse år kommer alle fremtidige generationer til gode. I Danmark findes ikke »ekstraordinære«
indtægter i samme omfang som i Norge. Hvis Danmark gennemfører en
opsparingsstrategi, vil der derfor ikke være så stærkt et retfærdighedsargument som i