samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 201
150
125
100
75
50
25
0
71-81 81-91 91-03 04-40
Velfærdsservice
Figur 5. Udgiftsvækst korrigeret for demografi i procent af vækst i timeløn for offentligt
ansatte.
Anm:. Korrektionen af udgifterne er foretaget ved at sammenholde de alders- og kønsfordelte udgifter til velfærdsservice
2001 med befolkningssammensætningen i øvrige år. Korrektionen af BNP er foretaget ved at sammenholde
beskæftigelsesfrekvenserne i 2001 med befolkningssammensætningen i øvrige år.
Kilde: Danmarks Statistik, ADAMs databank og egne beregninger bl.a. på baggrund af DREAM-modellen.
skal blot henvises til to grundlæggende årsager, kendt som hhv. Wagners og Baumols
lov. Wagners lov refererer til det empiriske fænomen, at væksten i den reale indkomst
fører til en mere end proportional stigning i efterspørgslen (dvs. en indkomstelasticitet
større end 1) efter service eller velfærdsydelser. Da disse i stort omfang stilles til
rådighed af den offentlige sektor, får dette særlig betydning for de offentlige finanser.
Baumols lov henviser til det fænomen, at der er en langsommere produktivitetsudvikling
i serviceerhverv, hvilket fører til en relativ prisstigning på serviceydelser.
Samtidig må den stigende velstand forventes at føre til et ønske om reduktioner i
arbejdstiden f.eks. den årlige arbejdstid eller tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Velstandsstigningen må forventes delt mellem øget forbrug og fritid. Betragtes
den historiske udvikling har der været en generel faldende trend i det årlige antal arbejdstimer.
Fra 1971 til 2001 er arbejdstiden i gennemsnit faldet med 0,5 procent
årligt. Der er dog siden midten af 1970erne en tendens til en lidt fladere trend. I denne
periode ligger den gennemsnitlige årlige reduktion på mellem 0,3 og 0,4 procent pr. år,
jf. figur 6.
Øget velstand skaber således det finansielle dilemma for velfærdssamfundet, at det
både øger udgiftspresset og mindsker skattebasen (fritid er ubeskattet). Dette er knyttet
til indretningen af velfærdssamfundet, hvor den enkeltes rettigheder til ydelserne er