samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

Nationaløkonomisk Tidsskrift 143 (2005): 299-312
Debat og kommentarer
Copenhagen Consensus eller Discontent?
En kommentar til konferencen i København i maj 2004
Thorkil Casse
Institut for Geografi og Internationale Udviklingsstudier, Roskilde Universitets Center, E-mail: casse@ruc.dk
Indledning
Under stor dansk og delvis udenlandsk opmærksomhed afholdt Institut for Miljøvurdering
(IMV) i maj 2004 en konference under titlen Copenhagen Consensus (CC)
med 8 inviterede økonomer/eksperter, hvis rolle var at prioritere mellem et større antal
udfordringer for menneskeheden, specielt i de fattige lande. CC havde en ambition om
at prioritere de centrale udfordringer for menneskeheden ud fra en rendyrket cost-benefit
betragtning. Af en oprindelig liste på 32 udfordringer blev 10 udvalgt til nærmere undersøgelse.
Et panel, som kommenterede på de oprindelige 32 udfordringer, udvalgte
dem, som havde størst chance for højt samfundsmæssigt afkast, Lomborg (2004), s. 4.
De 10 udfordringer blev genstand for en sektoranalyse, opdeling i indsatsområder og en
beskrivelse af de eksisterende cost-benefit analyser for hver indsats. Efter fremlæggelse
af sektorpapirerne fra specialister for de 10 udfordringer, havde CC ekspertpanelet, bestående
af udenlandske økonomer, til formål at fortage en prioritering. Mere specifikt
var spørgsmålet til dem: Hvis verden kunne blive enige om at spendere 50 mia. $ de
næste 5 år på at forbedre den, hvilke projekter ville så give de største afkast (benefits)?
Udfordringerne dækkede mulige indsatser på klimaændringer, sygdomme, underernæring
og sult, sanitet og vand, migration, subsidier, finansiel ustabilitet, korruption,
konflikter og endelig uddannelse. I alt 17 indsatser blev prioriteret i fire grupper: virkelig
gode projekter, gode projekter, rimelige projekter og dårlige projekter. Denne kommentar
forholder sig til bogen, Global Crises, Global Solutions, som udkom i efteråret
2004 og er redigeret af Bjørn Lomborg.
I næste afsnit refereres konklusionerne fra konferencen og hovedargumentet er, at
den endelige prioriteringsliste fra eksperternes side ikke er logisk opbygget. Et yderligere
aspekt, som behandles senere i dette debatindlæg, er manglen på alternativomkostningsberegninger.
De forsøges beregnet i to tilfælde: AIDS og vandforsyning.
På baggrund af alternativberegningen foreslås en mere logisk opbygget prioriteringsliste,
hvor modsat eksperternes liste kun kvantificerede udfordringer og indsatser er