samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 253
Forslag og analytisk grundlag
Andersen og Pedersen (2005) formulerer i brede termer Velfærdskommissionens forslag
til reformer som en pragmatisk tilpasningsstrategi, der angives at være en midtervej
mellem de to yderpunkter. Disse yderpunkter er på den ene side opsparingsstrategien,
der gennem en betydelig initial stigning i skattesatserne har til formål at udjævne byrdefordelingen
mellem kommende generationer, og på den anden side pay-as-you-go strategien,
der ikke kræver opsparing, men alene en gradvis tilpasning af skattesatserne til
ændringer i de demografiske og andre forhold. Den omfordeler derfor ikke fra nuværende
til fremtidige generationer og er ikke så krævende som opsparingsstrategien med
hensyn til information om udviklingen i pensionsbyrden, men den udjævner på den anden
side heller ikke byrderne mellem fremtidige skatteydere.
For at holde sig på den foreslåede midtervej skal politikerne skelne mellem på den
ene side udviklingen i relevante trends for pensionsbyrden (demografi mv.), der ved
indeksering skal medføre ændringer i velfærdsordningerne (pensionsregler og/eller
offentlige ydelser) samt en tilpasning af skattesatserne på en sådan måde, at der på det
grundlag ikke opstår offentlige over- eller underskud, og på den anden side (stokastiske)
afvigelser fra denne trendbestemte udvikling, som ikke skal medføre ændringer
i velfærdsordninger og skattesatser. Som følge af disse afvigelser kan der opstå overeller
underskud på de offentlige finanser, men ikke systematisk offentlig op- eller
nedsparing. Velfærdskommissionen foreslår i tillæg til denne konstruktion en offentlig
formuedannelse baseret på et forsigtighedsmotiv, som følge af de nævnte afvigelser.
Foruden den politiske vilje (og troværdighed) til at skelne rigtigt mellem udvikling i
de relevante trends og afvigelser herfra er valget af trendkriterier og det informationsmæssige
grundlag for den konkrete opgørelse af deres værdi afgørende for en
sådan strategi. Andersen og Pedersen (2005) har kun i skitseform redegjort for Velfærdskommissionens
forslag og bortset fra levetid ikke angivet, hvilke trendkriterier
der anses for relevante. De har derfor ikke gennemført beregninger, som kan angive
noget om størrelsesorden og varighed af de midlertidige over- og underskud eller om
størrelsesordenen af offentlig opsparing som følge af forsigtighedsmotivet. Det samme
gælder spørgsmålet om, hvorledes og hvor ofte indeksering efter trendkriterierne
skal finde sted. Man savner også en redegørelse for relevante erfaringer med indeksering
på andre områder som f.eks. løn og obligationer. Det er derfor vanskeligt at vurdere,
hvad der økonomisk er vundet ved kommissionens forslag om en sådan indeksering
i forhold til den i dag anvendte politiske regulering af pensionsforholdene. Der
er behov for en sådan sammenligning af politologiske og økonomiske mekanismer (og
deres troværdighed) på pensionsområdet.
Velfærdskommissionens forslag om nye økonomiske mekanismer forudsætter, at
betingelserne for opstilling af OLG-modellerne er opfyldt. Disse forudsætninger er