samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

256
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
(2005) og dermed Velfærdskommissionen anvender i deres argumentation, alle er formuleret
for et lille, åbent samfund. Det er et relevant spørgsmål, idet det f.eks. fra litteraturen
om økonomisk vækst er velkendt, at åbning af sådanne modeller mod omverdenen
ved introduktion af varehandel og adgang til et perfekt internationalt kapitalmarked
giver nogle uplausible resultater bl.a. i form af øjeblikkelig konvergens for reale
størrelser (Barro og Sala-i-Martin (2004)). Disse resultater har bl.a. ført til introduktion
af en antagelse om kreditrestriktioner på kapitalmarkederne, men herved ændres som
tidligere nævnt en væsentlig antagelse for både opgørelsen af den intertemporale budgetrestriktion
og den velfærdsmæssige vurdering af de opsparingsbaserede strategier.
Andersen og Pedersen (2005) begrunder ikke Velfærdskommissionens forslag om
en tilpasningsstrategi med henvisning til empiriske resultater om de centrale antagelser
i deres analytiske modelapparat. Mange modeller kan opstilles om det samme forhold,
og analytiske modeller giver ikke nødvendigvis entydige resultater, hvorfor konkrete
anbefalinger som regel er afhængige af empiriske vurderinger af forhold i modellerne.
For at antage, at to eller flere effekter ophæver hinanden, er det heller ikke
tilstrækkeligt, at der analytisk findes modsat rettede effekter. Andersen og Pedersen
(2005) mangler derfor at sandsynliggøre ved (henvisning til) empiriske analyser, at
den af Velfærdskommissionen foreslåede tilpasningsstrategi og ikke andre strategier
er at foretrække.
Konklusion
På trods af omfattende beregninger vedrørende den offentlige budgetrestriktion har
Velfærdskommissionen (indtil videre) ikke underbygget den foreslåede makroøkonomiske
tilpasningsstrategi med henvisninger til beregninger eller empiriske forhold, der
kan sandsynliggøre, at deres forudsætninger er væsentlige, og at netop deres forslag er
den samfundsmæssigt optimale strategi. Det er formentlig årsagen til, at kommissionen
betegner sit forslag om beskatning og offentlig opsparing som »en pragmatisk tilgang«
til løsning af balanceproblemerne. Behov for en pragmatisk reformproces følger også af
uafklarede spørgsmål i den analytiske begrundelse for og den praktiske udformning af
den foreslåede strategi.
Det anførte er ikke ensbetydende med, at de økonomiske problemer, som er belyst
ved kommissionens og andres beregninger vedrørende holdbarheden af det offentlige
budget, ikke skal konfronteres i en reformproces. Virkningen er alene, at denne proces
for så vidt angår de makroøkonomiske aspekter bør være ubundet af de begrænsninger,
som kunne følge af henvisninger til Velfærdskommissionens beregninger, generationskontrakten,
forsigtighedsmotivet, forslag om flerstrenget indeksering mv. Der er
således behov for yderligere makroøkonomiske overvejelser vedrørende både størrel-