samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 209
til en bundskatteændring. En mere specifik redegørelse for forløbene ud over de umiddelbare
konsekvenser for de offentlige finanser findes i Velfærdskommissionen (2004).
Et forløb med »uændrede regler« er ikke foreneligt med finanspolitisk holdbarhed.
Den nødvendige stigning i bundskattesatsen er på 8,7 procentpoint, dvs., for at sikre
finanspolitisk holdbarhed er en betydelig stigning i bundskattesatsen nødvendig.
Finanspolitisk holdbarhed opnås således ved permanent at øge de offentlige indtægters
andel af BNP. Stigningen i skatteindtægterne, der rent teknisk er gennemført
som en gradvis stigning i perioden fra 2011 til 2021, fører til en stigning i den primære
offentlige saldo i denne periode. Fra 2021 svarer udviklingen til forløbet uden finansiering,
men på et permanent højere niveau. Der er således tale om en »parallelforskydning«
af den primære saldo, mens den aftagende trend fastholdes. Parallelforskydningen
er netop så stor, at den formue, der akkumuleres, kan finansiere de fremtidige
primære underskud, der følger af den aftagende trend. I beregningerne svarer
dette til, at den primære saldo forbliver positiv til omkring 2061. Som en konsekvens
heraf udviser det samlede offentlige budget overskud i hele perioden, jf. figur 10. Det
er en konsekvens af denne beregning, at forholdet mellem privat og offentligt forbrug
forskydes i retning af en forøget andel af offentligt forbrug.
Da det underliggende problem er en gradvis ændring i befolkningens alderssammensætning,
som fører til et permanent højere forsørgerforhold, jf. figur 2, indebærer
forløbet med en »holdbar skat« – som følge af »parallelforskydningen« af den primære
saldo – en betydelig konsolidering af de offentlige finanser, inden de demografiske
forandringer for alvor slår igennem. Skattestigningen sikrer en gradvis opbygning
af en betragtelig offentlig formue (inkl. ATP), 17 jf. figur 10. 18 Det fremgår af
figuren, at formuen er på mere end 100 procent af BNP i 2061. I tilfældet uden finansiering
vil gælden på dette tidspunkt være på knap 100 procent af BNP med hastigt
stigende gældsniveau. Pr. definition har PAYG-forløbet en uændret offentlig formue
fra 2011, svarende til 17 procent af BNP, og ligger således midt mellem de to øvrige
forløb.
17. Det anvendte formuebegreb er nationalregnskabets akkumulerede nettofordringserhvervelse (inklusiv
ATP). På grund af den veldefinerede sammenhæng med nationalregnskabet er dette det relevante mål til
analytiske formål. Det er ikke sammenfaldende med ØMU-gældsbegrebet, (der er et bruttogældsbegreb)
som anvendes i Vækst og Stabilitetspagten, og som også ligger til grund for gældsmålsætningen i regeringens
2010 plan.
18. En konsekvens heraf er en ganske betydelig nettofordringserhvervelse på udlandet, idet »udenlandske tilgodehavender«
vil overstige 170 procent af BNP i 2061. Dette implicerer samtidig en ganske betydelig omstilling
for at realisere de tilsvarende store overskud på handelsbalancen. Størrelsen af disse forandringer er så
stor, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om stødet har en størrelse der gør, at den sædvanlige antagelse om
approksimativt uændrede strukturer kan opretholdes. Dette problem er især vigtigt, såfremt man økonomisk
politisk ønsker at følge en strategi, der indebærer en så kraftig konsolidering af den offentlige sektor.