samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

312
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
ligt, at verden burde have en anden tidspræference, og at vi burde kunne forudsige
bedre, hvordan fremtidige generationers præferencer vil se ud (her er et oplagt arbejde
til Casse, som kunne få indflydelse på fremtidige prioriteringer), men indtil da tager
Copenhagen Consensus udgangspunkt i den empirisk konstaterede diskonteringsfaktor.
Copenhagen Consensus er bestemt ikke perfekt, men prøver at forholde sig til verden
som den ser ud, ikke som den burde se ud. Og i den verden træffer politikerne beslutninger
mellem klima, AIDS og operahuse. Casse leverer en principielt korrekt kritik, som
er så uanvendelig i virkelighedens verden.
Det betyder ikke, at der ikke er mulighed for forbedringer. Det er der, og de erfaringer,
der er kommet fra Copenhagen Consensus i 2004, vil også blive indarbejdet i det
næste Copenhagen Consensus i 2008. Her tænkes bl.a. på at inddrage endnu større forskerkredse
over en længere periode og nærmere undersøgelser af uddannelse, lokale
konflikter og finansiel ustabilitet. Det var også ærgerligt, at bl.a. naturressourcer ikke
var med, men spørgsmålet til Casse er, hvilket af de 10 andre problemer der i så fald
skulle have været taget af listen?
En, desværre udokumenteret, påstand i artiklen er det angivelige misbrug som Institut
for Miljøvurdering har gjort sig skyldig i. Det skulle især være i forhold til klimaændringer.
Vi vil her blot konstatere, at panelet enstemmigt afviste de løsninger, de blev
præsenteret for. Det betyder jo ikke, at der ikke kan tænkes bedre løsninger, men blot at
de ikke ligger lige for og vigtigt i forhold til hele prioriteringen, at de næppe vil havne i
toppen under alle omstændigheder. Casse fremfører beklageligvis, at: »Eksperterne
mente, at omkostninger sandsynligvis i alle tilfælde, modsat klimapapirets påstand, ville
overstige gevinsterne«. Dette er forkert. Klimapapiret af Cline er beregnet med diskonteringsrater
fra 0,5 til 4,5%. Kun ved rater under 2% er benefit-cost ratioen over 1 og
altså favorabel (s. 37). Panelet valgte at lytte til opponenternes argumenter om, at Clines
tiltag var for drastiske, samt, og det er nok så vigtigt, at en diskonteringsrate på under
2% er urealistisk lav.
Copenhagen Consensus blev en enestående kombination af nogle af verdens bedste
økonomer, som leverede grundlæggende empirisk indsigt i 10 af verdens største problemer.
Med panelets endelige vurderinger – som også fremgår individuelt – leverede
Copenhagen Consensus en økonomisk grundlæggende anbefaling af, hvor verden
skulle bruge ekstra $50 milliarder over de næste 4 år. I stedet for at stille spørgsmål
uden at give svar, gav Copenhagen Consensus en række svar på løsninger af verdens
største problemer.
Litteratur
Lomborg, B., red. 2004. Global Crises, Global
Solutions, Cambridge University Press,
Cambridge UK.