samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 279
For det andet er øget vækst selv ved en tilpasningsstrategi med løbende finansiering
af de årlige udgifter ikke helt neutral for det offentlige budget. Indretningen af det danske
velfærdssamfund gør, at øget vækst ikke alene øger skatteindtægterne, men også
de offentlige udgifter. Det sidste følger af, at offentlige lønninger følger lønudviklingen
på det private arbejdsmarked, og at reguleringen af overførselsindkomster er baseret
på den private lønudvikling, jf. nedenfor om satsreguleringen. Disse egenskaber
betyder, at såvel offentlige udgifter som indtægter vokser parallelt med den økonomiske
vækst. Som udgangspunkt fører vækst således hverken til en forbedring eller en
forværring af det offentlige finansieringsproblem. Det er imidlertid ikke alle offentlige
indtægter, der udvikler sig proportionalt med den generelle indkomstudvikling i
samfundet. Den andel af indtægterne, der stammer fra beskatning af udbetalte pensionsmidler,
er i sagens natur baseret på indbetalinger ud af tidligere perioders indkomster.
Derfor vil denne offentlige indtægtskilde ikke vokse, hvis den fremtidige
vækst i samfundet stiger. Af denne grund betyder øget vækst en begrænset forværring
af det offentlige finansieringsproblem selv ved en løbende finansiering.
Både CS og JJ hæfter sig ved, at en permanent forhøjelse af den årlige vækst fører
til, at kravet til den permanente skattestigning vokser. CS kalder resultatet paradoksalt,
mens JJ tilskriver det særlige egenskaber ved DREAM modellen. Begge dele er forkerte.
Resultatet følger af anvendelsen af simple budgetbetingelser, jf. Velfærdskommissionen
(2005c). Pointen er, at fremtidige underskud vokser stort set proportionalt
med vækstraten. Med en stigning i væksten vokser den tilbagediskonterede værdi af
fremtidige underskud for en given rente. Hvis nuværende generationer skal finansiere
en uændret andel af disse underskud via det nuværende overskud, må dette overskud
stige. Kravet til skattestigningen er derfor større.
CS finder, at pointeringen af tilpasningsstrategien er en betydelig ændring i forhold
til VFKs første delrapport. Det er beklageligt, hvis kommissionens publikationer har
kunnet bibringe det indtryk. Det er ikke vores (og heller ikke kommissionens) opfattelse.
I den nævnte rapport, Velfærdskommissionen (2004), afsluttes sammenfatningen
om tilrettelæggelsen af den økonomiske politik med en diskussion af de to strategier
(s. 28): »Som alternativ til opsparingsstrategien kan man vælge en strategi, som
kunne kaldes »regulering med levetid«. Denne strategi er baseret på, at væksten i middellevetiden
er hovedforklaringen på holdbarhedsproblemet … En sådan reform vil
betyde, at behovet for, at den offentlige sektor opbygger formue reduceres betydeligt«
og videre: »Herudover er der et spørgsmål om rimeligheden ved, at nuværende generationer,
der både er relativt fattigere end fremtidige generationer og har en kortere
forventet levetid, skal spare op til, at fremtidige generationer kan have en større andel
af deres liv som tilbagetrukket fra arbejdsmarkedet.«