samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 259
den fulde folkepension blev indført i 1970 (5,6 pct.), jf. DØR (2005, s.105). Danmark
er også begunstiget af den fremtidige befolkningsudvikling. I 2050 ventes ældrebrøken
(forholdet mellem 65+ årige og 15-64 årige) i Danmark at stige til 40-45 pct.
Men f.eks. i Spanien og Italien er tallet over 65 pct. og i Japan over 70 pct. (OECD,
2005a).
Hvordan man end vender og drejer det, er Velfærdskommissionens beregnede manko
på ca. 4 pct. af BNP for at opnå bæredygtighed da heller ikke nogen gyser. Det er
ikke mere, end Finansministeriets »budgetbisser« godt kunne finde over en 10-årig
periode. Det er ikke større end forskellen mellem en socialdemokratisk og en borgerlig
regering (renset for konjunktur). Det er ikke større end faldet i de offentlige udgifters
andel af BNP fra 1996/97 til i dag. Og det er ikke ret meget større end forskellen
mellem sundhedsudgifterne i Danmark og Schweiz. Det er måske derfor, man i den
folkelige agitation har fundet det nødvendigt at forstørre tallene lidt ved at omregne
fra BNP-procenter til stigning i bundskatten – en pædagogisk manøvre, læserne af
Nationaløkonomisk Tidsskrift dog godt kunne have været sparet for.
Overordnet er det dog klogt at mane til forsigtighed. Vi står i disse år i en unik
demografisk situation med en sammenklumpning af befolkningen i de erhvervsaktive
aldersklasser, vi aldrig har oplevet før og aldrig kommer til at opleve igen. Det giver en
unik chance for at afvikle statsgæld og polstre sig til fremtiden. Samtidig begunstiges
landet i de nærmeste år af uventet store engangsindtægter fra nordsøolien – som yderligere
kan bidrage til en forestilling om at kunne gå på vandet. F.eks. ser 2010-planens
statsgældsmålsætning ligefrem ud til at kunne opfyldes før tiden – bl.a. pga. olien, der
også giver uventet hjælp til bæredygtigheden i Velfærdskommissionens regnestykke.
Provenuet burde ligesom i Norge via en oliefond komme senere generationer til gavn,
fordi det er én generation, der brænder gevinsten af.
Forsigtighed er en dyd. Men billedet er formentlig endnu lysere, end Velfærdskommissionens
beregninger tyder på. Der indgår nemlig – ofte implicit – en serie problematiske
antagelser:
– fuld lønregulering af overførselsindkomster
– flere år til livet, men ikke mere liv til årene
– uændret uddannelsesniveau i forhold til nuværende 30-årige
– ingen effekt af ændrede incitamenter til tilbagetrækning
– ingen forbedring af erhvervsdeltagelsen blandt indvandrere
– ingen produktivitetsstigninger i offentlig service
Fuld lønregulering af overførselsindkomster
Antagelsen om, at overførselsindkomster reguleres i forhold til arbejdslønnen (mi-