samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

234
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
fødte og dermed til alle fremtidige generationer. Dette betyder, at de nuværende generationer
skal foretage en så stor offentlig opsparing, at fremtidige underskud kan finansieres.
Dette ses f.eks., hvis situationen i 2041 (i tilfældet, hvor bundskatteprocenten
er øget med 8,7 procentpoint) betragtes. Generationerne i 2041 overtager så ikke
blot det offentlige produktionsapparat helt gældfrit, men overtager også offentlige finansielle
nettofordringer svarende til 82 pct. af BNP. Dette skal endvidere ses i lyset
af, at Danmark i 2041 i dette forløb har udenlandske tilgodehavender opgjort netto
svarende til 120 pct. af BNP, jf. tabel 2.
Hvor paradoksale Velfærdskommissionens forudsætninger – med fastholdte tilbagetrækningsaldre,
selv om levetiden stiger markant – er, kan ses, hvis der betragtes et
tilfælde med faldende vækst. En øget vækstrate med 1 /2 procentpoint forøger som
nævnt holdbarhedsproblemet som målt ved bundskatteprocenten med 4,1 procentpoint.
Heraf følger med forbehold for ikke-linearitet at holdbarhedsproblemet på 8,7
procentpoint ifølge Velfærdskommissionen kunne løses ved, at vi slappede mere af på
jobbet og dermed reducerede den årlige vækstrate med godt 1 procentpoint!
Der skal ikke blot kritiseres, men også fremføres forslag til, hvordan mere retvisende
beregninger kunne være gennemført.
For det første savnes der i Velfærdskommissionen helt en diskussion af, hvordan
den offentlige sektors status skal opgøres. Det antages uden videre, at det alene er de
finansielle poster, der skal indgå. En sådan trunkeret formueopgørelse er på ingen måde
oplagt. Manglen på en problematisering heraf understreges yderligere af, at den offentlige
sektors kapitalapparat primo 2003 er opgjort til 36 pct. af BNP altsammen i
løbende priser. 2
For det andet burde der i de empiriske beregninger være taget stilling til, hvad de
kommende og mere velhavende og længere levende generationer kan forvente at få
overdraget af offentlig formue opgjort på den ene eller anden måde.
Bedømt ud fra fødende kvinders alder er der ca. 30 år mellem generationerne. I det
følgende vil jeg derfor gå ud fra, at det er relevant at se på »overdragelsessituationen«
ca. 30 år fra nu. Det år, som der er publiceret tal for i Velfærdskommissionens rapport,
og som er nærmest det således definerede overdragelsesår, er 2041. 3
Det er på ingen måde en selvfølge, at beregninger af finanspolitisk holdbarhed skal
ske med en i princippet uendelig tidshorisont, jf. bl.a. Broda og Weinstein (2004).
Broda og Weinstein analyserer f.eks. holdbarheden af den japanske finanspolitik med
en tidshorisont på hhv. 36 og 96 år. I relation til Velfærdskommissionens opgave kunne
2. Se Statistiske Efterretninger. Nationalregnskab og betalingsbalance 2003:15 og 2004:14.
3. Valget af dette år kan også ses i lyset af, at såvel Velfærdskommissionen som Finansministeriet i deres
analyser af det finanspolitiske holdbarhedsproblem ikke simulerer indgreb med henblik på at sikre finanspolitisk
holdbarhed før i 2011.