samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 247
konsekvens i DREAM-modellen, at den forbedrer statsfinanserne. En højere realrente
betyder derfor større finanspolitisk holdbarhed. En stigning i renten med 2-3 procentpoint
vil gøre finanspolitikken holdbar, jfr. tabel 1. Men heller ikke i denne analyse er
der gennemført en markedstest: (1) Hvad betyder højere rente for udviklingen i de private
investeringer og det private forbrug? (2) Hvorledes påvirker et højere renteniveau
husholdningernes disponible indkomster? Er det realistisk at antage, at husholdningerne
kender den nye langsigts-ligevægt og tør handle herudfra? Historiske erfaringer tilsiger,
og analyser med andre modeltyper end generelle ligevægtsmodeller når til andre
resultater: at en højere rente lige så vel kan føre til en svækket konjunkturudvikling,
højere arbejdsløshed og forringede offentlige finanser – naturligvis afhængig af, hvor
stor den offentlige nettoformue er. Den analytiske fejl, som VK synes at begå, er at
forveksle statskassen med en privat pensionskasse. For en sådan vil det gælde, at højere
realrente gør det lettere at finansiere de allerede afgivne pensionstilsagn, idet pensionskassens
aktiviteter ikke påvirker det makroøkonomiske forløb.
Det forekommer tilsvarende overraskende, at øget vækst ligefrem skulle forøge
den offentlige sektors finansieringsproblem. Atter findes (en del af) forklaringen i
DREAM-modellen, hvor arbejdsløsheden er upåvirket af den højere vækst. Og den aflastning
af de offentlige budgetter, som en reduceret arbejdsløshed ville indebære,
indgår ikke i beregningen. Derimod antager VK, at de offentlige udgifter, lige fra dagpengesatser
til indkøb af militært udstyr, forøges i samme takt som væksten i BNP.
Øges væksten i BNP, så øges væksten i de offentlige udgifter per person tilsvarende.
Under disse (ekstreme) forudsætninger vil øget vækst naturligvis ikke kunne aflaste
de offentlige finanser. Tværtimod er de forhåndsprogrammerede til at blive forringet i
og med, at enhver borger er forudsat at være en nettobelastning for de offentlige kasser.
Forringelsen forstærkes yderligere af, at det vækstkorrigerede afkast i den offentlige
»pensionskasse« falder, når væksten stiger.
Disse mildt sagt kontra-intuitive resultater springer umiddelbart i øjnene. Vendes
problemstillingen på hovedet, så vil et fald i væksten fra 2 pct. til 1 pct. f.eks. forårsaget
af en stigning i renten på 3 procentpoint ifølge DREAM-modellen helt kunne
fjerne det finanspolitiske holdbarhedsproblem, jfr. tabel 1. 4
Diskussion af langsigtede økonomisk-politiske strategier
En stor del af Andersen og Pedersen (2005) er reserveret en afvejning af fordelene
ved hhv. en strategi baseret på en »én-gangsskattestigning« og en »Pay-As-You-Go
(PAYG) finansiering«.
4. Hvis det derimod blev forudsat, at en øget vækst i produktiviteten på 1/2 pct. p.a. ikke automatisk blev omsat
i en tilsvarende øget vækst i de offentlige udgifter, så ville holdbarhedsproblemet ifølge modellen opløse
sig af sig selv, jfr. VK (2004a, tabel 12.1) – selvom arbejdsløsheden forbliver uændret.