samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

246
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
balancering af budgettet (en ikke-negativ nutidsværdi) er i dette perspektiv ikke nødvendigvis
den eneste endsige den optimale policy-option. Alt andet forbliver nemlig
ikke uændret i den virkelige økonomi, når der føres diskretionær økonomisk politik.
Her minder VKs vækst-scenarie på mange måder om situationen i 1960erne, hvor arbejdsløsheden
faldt samtidigt med, at betalingsbalanceunderskuddet blev cementeret,
(hvilket kunne ske igen, når bl.a. oliefelterne i Nordsøen tømmes om 20-30 år) og inflationen
begyndte at kravle op. Det er den egentlige makroøkonomiske udfordring,
som VK burde anvise veje til at forebygge.
Det er på baggrund af ovenstående argumenation et åbent spørgsmål, om Andersen
og Pedersen (2005) s. 21 overhovedet har gennemført en egentlig analyse af spørgsmålet
om finanspolitikkens holdbarhed, når de skriver, at [det fordrer] en markedstest,
hvor det vurderes, om den udvikling i offentlige udgifter og indtægter, der følger af den
fastlagte politik og den økonomiske udvikling, er forenelig med solvens, s. Ved at benytte
DREAM-modellen, hvor der er forudsat generel ligevægt både før og efter den
finanspolitiske ændring, sker der netop ikke en test af reaktionen på hverken arbejds-,
finans- eller valutamarkederne af den markedsmæssige dynamik. Det er på disse markeder,
at den makroøkonomiske ubalance kan registreres, som en konsekvens af ændringer
i den indenlandske investerings-/opsparingsadfærd (forårsaget af den økonomiske
politik) og i den internationale konkurrenceevne.
Følsomhedsberegninger
Det er velkendt at beregningsresultater er bestemt af (1) beregningsmodellen og (2)
beregningsforudsætningerne. Herved kommer DREAM-modellen til at spille en afgørende
rolle for de følsomhedsberegninger som VK har gennemført og som Andersen
og Pedersen præsenterer i tabel 1. Anvendelsen af en generel ligevægtsmodel er en
medvirkende forklaring på flere – i forhold til virkeligheden – mildt sagt overraskende
analyseresultater, der dog kan forklares som en konsekvens af en atomistisk fejlslutning.
Det fejlræsonnement, der som nævnt begås, når generaliseret mikroteori forveksles
med egentlig makroteori, jfr. VK (2004a) og Andersen og Pedersen. (2005),
tabel 1, s. 28. hvoraf jeg blot her skal diskutere de to, der umiddelbart springer mest i
øjnene: (1) Højere rente betyder en forbedring af den finanspolitiske holdbarhed og
(2) forøget vækst forværrer den finanspolitiske holdbarhed.
Inden for rammerne af en generel ligevægtsmodel, antages det, at den samlede produktion
og beskæftigelse er bestemt fra udbudssiden – ikke mindst hvis de mikroøkonomiske
aktører har rationelle forventninger. Den offentlige sektor analyseres som en erhvervssektor,
der dog overvejende finansieres ved skatter. Ændret aktivitet i den offentlige
sektor påvirker ikke den samlede produktion og beskæftigelse. Da den offentlige
sektor i dag har en positiv nettoformue, vil en højere realrente have den økonomiske