samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

244
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
stantial problem of fiscal sustainability«. Der er således ingen tvivl om, at VK tillægger
begrebet finanspolitisk holdbarhed en særdeles stor analytisk betydning. 1
Andersen og Pedersen (2005) benytter således Velfærdskommissionens beregninger,
gengivet (med mindre justeringer) i tabel 1 til besvarelsen af følgende tre spørgsmål:
1. »spørgsmålet om finansiel holdbarhed« … 2. »størrelsen af problemet [angivet
ved holdbarhedsindikator]«…. og 3. »tilrettelæggelsen af den økonomiske politik
[i form af et engangsløft i skattesatsen, en Pay-As-You-Go strategi (PAYG) eller en
mellemform]«, s. 4.
Jeg vil på grund af den begrænsede plads kun diskutere følgende tre forhold: 2
– Er begrebet finanspolitisk holdbarhed et relevant kriterium for en dynamisk analyse
af velfærdssamfundets langsigtede finansierings- og tilpasningsbehov?
– Hvorledes kan de såkaldte holdbarhedsindikatorer beregnet inden for rammerne af
en generel ligevægtsmodel (in casu DREAM-modellen) fortolkes?
– Giver analysen af de økonomisk politiske strategier analyseret ved hjælp af DREAMmodellen
en dækkende beskrivelse af den dynamiske tilpasning?
Finanspolitisk holdbarhed – et relevant begreb?
Finanspolitisk holdbarhed er i sin oprindelse et simpelt driftsøkonomisk begreb,
som enhver virksomhedsleder og bankbestyrer vil nikke genkendende til. Det er
spørgsmålet, om der er balance mellem virksomhedens fremtidige indtægter og udgifter.
Spørgsmålet besvares ved at beregne nutidsværdien af alle kendte og forventede
indtægter og udgifter tilbagediskonteret med markedsrenten. Begrebet er enkelt og
operationelt på virksomhedsniveau, hvor de samfundsøkonomiske parameter kan tages
som givne – i hvert fald som uafhængige af, hvilke beslutninger virksomheden
træffer.
Benyttes begrebet for hele den offentlige sektor, så gør det sig derimod ikke gældende,
at den samfundsøkonomiske udvikling er uafhængig af den førte politik. Ved
ukritisk at overføre begrebet finansiel holdbarhed fra mikroøkonomi til makroøkonomi
begås den såkaldte atomistiske fejlslutning, jfr. f.eks. Jespersen (2001).
Der er generelt en betydelig risiko for, at den atomistiske fejlslutning opstår, når der
1. Det er et begreb, der kun optræder sporadisk i den teoretiske litteratur. Man vil således lede forgæves
efter det i f.eks. den netop udkomne lærebog Sørensen og Jacobsen (2005), derimod er det (indirekte) nævnt
i Snowdon og Vane (2002), s. 246 som en del af »generations-regnskabs approach’et« udviklet under antagelse
af rationelle forventninger og generel ligevægt.
2. Jeg antager, at Christen Sørensen i sin kommentar vil diskutere de beregningsmæssige forudsætningers
realisme. Sammenlignet med bl.a. DØR (2002), hvor Torben M. Andersen i øvrigt også var formand, er forudsætningerne
blevet gjort væsentligt mere pessimistiske. I 2002-rapporten fra DØR var holdbarhedsindikatoren
kun 1/3 af størrelsen i VK (2004a), og i Finansredegørelsen (2002) er holdbarhedsindikatoren 0.