samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

224
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
ningen om den sociale kontrakt. Et forløb med uændret politik repræsenterer således
en situation, hvor man over tid og på tværs af generationer fastholder de samme regler.
Det kan være en politisk målsætning at sikre en sådan ensartethed i velfærdsordningerne
på tværs af generationer. Dette taler for, at finansieringen i videst muligt omfang
sker ved permanente ændringer i enten ydelser eller beskatning.
Samtidig har der som nævnt ikke hidtil været nogen systematisk tendens til, at den
offentlige sektor anvendes til at udjævne forbruget over mange generationer ved enten
at opbygge formue eller gæld. Det er således tilsyneladende en underliggende politisk
målsætning, at en given generation (og via den implicitte kontrakt også den umiddelbart
foregående og efterfølgende generation) får glæde af den produktivitetsfremgang,
som skabes i generationens levetid.
Fremadrettet kan begge disse principper ikke opretholdes samtidig pga. middellevetidsstigningen.
Det skyldes, at det medfører en permanent stigning i forsørgerforholdet.
Den permanente tilpasning i den økonomiske politik, der følger af princippet om uændrede
ordninger på tværs af generationer, indebærer en stor initial konsolidering for at
kunne dække de fremtidige udgiftsstigninger. Dette er imidlertid i strid med sidstnævnte
princip om at undgå betydelig omfordeling i form af overførsler fra nuværende
til fremtidige generationer.
Den centrale udfordring er at etablere en vis risikodeling samt stabilitet i velfærdsordningerne
over tid under overholdelse af de finansieringsmæssige krav. Herved sikres,
at makroøkonomisk usikkerhed ikke transformeres til usikkerhed for den enkelte i
form af usikkerhed omkring, hvilke ordninger der vil gælde selv i en nær fremtid.
Endvidere skal ordningerne indrettes således, at de ikke forårsager betydelig omfordeling
i forhold til trend-ændringer. Det betyder konkret, at politikken skal indrettes, så
nulevende generationer ikke automatisk kommer til at tage del i finansieringen af forhold,
der ligger ude i en fjern fremtid. Omvendt er det nødvendigt, at politikken indrettes
i forhold til de underliggende trends i udviklingen.
For at sikre en vis risikodeling samt stabilitet i ordningerne uden samtidig at foretage
væsentlig omfordeling mellem generationer forudsættes en skarpere sondring mellem
trends og afvigelser fra trend. Førstnævnte har overvejende implikationer for den intergenerationelle
fordeling, mens sidstnævnte er knyttet til risiko og risikospredning.
En strategi, der sikrer en tilpasning til underliggende trends, men samtidig muliggør
udjævning over tid og generationer af afvigelser fra trends, kan betegnes en »tilpasningsstrategi«.
En sådan strategi sikrer, at der i velfærdsordningerne indbygges en automatik,
således at velfærdsordningerne automatisk justeres i forhold til væsentlige
trend-ændringer. Den konkrete problemstilling med en opadgående trend i levetiden
kan modvirkes ved at indbygge en mekanisme i ordningerne, som sikrer, at den enkel-