samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

DEBATTEN OM FREMTIDENS VELFÆRD 231
indlæg er da også praktisk taget ens. Dette er ikke den eneste grund til, at det er svært
– i hvert fald for mig – at kommentere på »Demografi, velstandsdilemma og makroøkonomiske
strategier«. For Velfærdskommissionens formand udtaler jo gang på
gang, at der ikke er en forskel mellem den første rapport, og hvad der nu fremføres.
Hvordan dette så hænger sammen med, at der i det fremsendte indlæg direkte anføres
»at de centrale problemstillinger ... udspringer af potentielle velfærdsforbedringer i
kraft af øget levetid og fortsat stigende materiel velfærd. Det er således en positiv problemstilling,
der skal løses« og ikke mindst med »I det forudgående er to yderpunkter
sammenlignet, nemlig den løbende finansiering via en såkaldt PAYG-finansiering eller
en opsparingsstrategi med en permanent tilpasning for at sikre velfærdsordningernes
finansielle grundlag. Begge disse to yderpunkter lider af alvorlige problemer både
principielt og i forhold til implementering«, er for mig svært at forstå, især når de til
yderpunkterne knyttede problemer får forfatterne til at anbefale en tilpasningsstrategi,
jf. også nedenfor. Jeg erindrer ikke disse formuleringer om alvorlige problemer mundende
ud i en tilpasningsstrategi i den første rapport med en 1000-årig horisont. Men
det er da givetvis mig, der ikke har læst grundigt nok på lektien. Men det bliver nu heller
ikke lettere at forstå overensstemmelsen, når henses til det indtryk, som Velfærdskommissionens
præsentation fik pressen til at formidle efter publikationen af den
første rapport – og som fik lov til meget, meget længe at være uimodsagt. Så derfor er
det ikke let at vide, hvad der egentlig skal kommenteres på – også fordi det som anført
alene er sammenfatningen af den tekniske analyserapport, der er offentliggjort, når
dette skrives.
Derfor har jeg besluttet, at jeg vil tage udgangspunkt i et kort resume af »Velfærdskommissionens
analyse af finanspolitisk holdbarhed – er den holdbar?« inden for den
sidemæssige begrænsning, som jeg er bevilliget af redaktionen. Dette gør det også
muligt, at jeg i afsnit 4 direkte kan give de indrømmelser til Velfærdskommissionen,
som følger af den ovenfor anførte forhistorie. Det kunne måske inspirere Velfærdskommissionen
– hvem ved.
Da det finanspolitiske holdbarhedsproblem i al væsentlighed udspringer af den forventede
stigende levetid, når der tages udgangspunkt i Velfærdskommissionens grundlæggende
forudsætninger i »Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv« om et fastholdt
offentligt serviceniveau og et fastholdt skattetryk, opridses antagelserne om
stigende levetid i afsnit 2. Herefter følger en gennemgang af terminalproblemet i relation
til finanspolitisk holdbarhed, der var og er mit væsentligste kritikpunkt mod
»Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv«. I afsnit 4 resumeres min kritik af Velfærdskommissionens
beregningsforudsætninger med tilhørende indrømmelser. Herefter
følger en kort konklusion.