samlet årgang - Økonomisk Institut - Københavns Universitet

218
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 2005. NR. 2
Såfremt forskellen mellem den reale markedsrente og den subjektive tidspræferencerate
svarer til vækstraten vil den optimale forbrugsprofil indebære en vækst svarende
til produktivitetsvæksten. I denne situation får den enkelte generation et forbrug
(målt relativt til andre generationer), der svarer til generationens relative produktivitet.
Det er også en implikation, at en forventning om øget fremtidig vækst for konstant
markedsrente vil føre til et ønske om at hæve forbruget for de nuværende generationer,
idet den optimale profil i forbruget over generationer er uændret. Forventning om
højere fremtidig vækst reducerer derfor den optimale opsparing som følge af et underliggende
ønske om at flytte forbrugsmuligheder til nulevende generationer. 24
Et særligt interessant spørgsmål er, hvorledes stigende levetid påvirker den intergenerationelle
fordeling. Forudsat at længere levetid værdsættes, vil fremtidige generationer
umiddelbart få en velfærdsgevinst, som nulevende generationer af gode grunde ikke
kan få. Samtidig øges værdien af forbrugsmuligheder (man skal have noget af leve for),
men også mulighederne for at være aktiv på arbejdsmarkedet (forudsat intakt arbejdsevne).
Hvorledes skal den intergenerationelle fordeling tilpasses dette? Det er interessant
at notere, at en samfundsplanlægger med neutral vægtning af generationer (objektiv
og subjektiv diskontering er sammenfaldende) ved en underliggende opadgående
trend i levealder vil tilstræbe, se Andersen (2005) (i) at udjævne forbrugsmulighederne,
hvilket implicerer, at nulevende generationer i et vist omfang skal medvirke til at spare
op til fremtidige generationer, og (ii) at tilbagetrækningsalderen (og dermed »pensionistperioden«)
udvikler sig proportionalt til levealderen, og dermed kommer fremtidige
generationer også i stort omfang til selv at sikre sig det øgede forsørgelsesgrundlag, som
den længere levetid forudsætter.
Konsekvenserne af øget levetid kan også tolkes som en ændring i den subjektive tidspræferencerate,
hvilket for den enkelte involverer spørgsmålet om afvejning mellem
forbrugsmuligheder i dag og i fremtiden også overlevelsessandsynligheden (se f.eks.
Blanchard and Fischer (1989) for en lærebogsfremstilling), dvs. sandsynligheden for at
få glæde af den fremtidige forbrugsmulighed. 25 Den effektive subjektive diskontering
for generationen svarer derfor til summen af den subjektive tidspræferencerate og den
forventede dødsrisiko. Stigende middellevetid fører til, at den forventede dødsrisiko falder
og således til en lavere effektiv subjektiv diskontering. Det betyder, at generationen
24. Se f.eks. Hansson og Stuart (1989) for en analyse af, hvorledes sociale sikringssystemer af PAYG-typen
på tværs af generationer kan etableres og implikationerne heraf for fordeling af materiel velstand på tværs af
generationer. Etableringen af et socialt sikringssystem med PAYG-elementer kan tolkes som en måde,
hvorpå den første generation får andel i fremtidige generationers materielle velstand. Dette er særligt tydeligt
i systemer med defined contributions, hvorved benefits bliver en funktion af de unge generationers indkomst.
25. Undtagelsen til dette forekommer, hvis generationen har altruistisk arvemotiv, hvor fremtidige generationer
i »familiedynastiet« vægtes på samme måde som generationen selv. Dette er først vist i Barro (1974).