Download rapport - SFI

Kun to former for støtte forekommer nævneværdige andele af befolkningen
at være for store; 10 pct. mener, at støtten til arbejdsløse er for
stor og 16 pct. mener, at støtten til bistandsklienter er for stor. Samtidig
er der et flertal, nemlig 56 pct., der mener at støtten til arbejdsløse
er “passende”, hvilket er en betydelig større andel end for de øvrige
former for støtte. Alt i alt vurderes støtten til bistandsklienterne således
mere negativt end støtten til nogen af de andre grupper.
Omvendt er støtten til folkepensionister helt klart den ydelse, de fleste
respondenter mener er for lille. Det er også værd at bemærke, at den
gruppe, der følger som nummer to i denne rangering, er unge under
uddannelse, den eneste af de 6 grupper som ikke kan betegnes som
en svag gruppe.
Selv om der i undersøgelsen kun er spurgt til konkrete velfærdsydelser,
er det nærliggende at tage svarene på disse spørgsmål som udtryk for
en mere generel holdning til velfærdsstaten. I 1986 konstrueredes et
sådant generelt mål, “positiv velfærdsstatsideologi”. Det omfattede
de personer, der på én gang mente, at støtten til folkepensionister
var for lille og at støtten til arbejdsløse var for lille eller passende
(Hansen 1986, s.112). De udgjorde i 1976 13 pct. og i 1986 39 pct.
Der var altså tale om en tredobling af den del af befolkningen, som
måtte formodes at gå ind for en videreudbygning af velfærdsstaten.
I 2000 udgjorde denne kategori 23 pct., altså en betydelig mindre
andel end i 1986, men noget større end i 1976.
Det kan næppe overraske i betragtning af, at debatten om velfærdsstatens
krise var et centralt politisk tema i 2000 i modsætning til i
1976 og 1986. Derfor kunne man overveje, om det ikke i netop
denne politiske kontekst ville være mere relevant at undersøge, hvilken
andel af befolkningen, der ønsker at bevare velfærdsstaten på
mindst det nuværende niveau frem for den andel, der vil udbygge
den. Debatten har siden begyndelsen af 1990’erne som nævnt været
karakteriseret ved forskellige problematiseringer af velfærdsstaten og
dens fremtid, altså en betydelig mere defensiv diskussion i forhold
til diskussionen om velfærdsstatens udvidelse. Hvis man vil vurdere,
hvor mange der vil gå ind for bevarelsen af en velfærdsstat, hvor velfærdsydelser
har mindst det nuværende niveau, vil det være rimeligt
at betragte de respondenter, der i 2000 mente, at støtten til de 6
nævnte befolkningsgrupper var for lille eller passende, som positive
BEFOLKNINGENS EGNE VURDERINGER
323