Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
farefulde s<strong>till</strong>ing. Han havde tabt sig selv af syne og søgte kun at frems<strong>till</strong>e Jesus som<br />
synderes frelser. {MBF 123.2}<br />
På reformatorens videre rejse flokkedes ivrige skarer omkring ham, og venlige stemmer<br />
advarede: „De vil brænde dig, som de brændte Johan Huss. Og der bliver kun en smule aske<br />
tilbage af dig.“ Luther svarede: „Ville de end tænde bål hele vejen fra Worms til<br />
Wittenberg, ville jeg dog i Herrens navn vandre gennem ilden. Jeg ville gå ind i dette uhyres<br />
gab og knuse dets tænder, mens jeg bekendte vor Herre Jesus Kristus.“12 {MBF 123.3}<br />
Meddelelsen om, at Luther nærmede sig Worms, vakte stort røre. Hans venner skælvede<br />
for hans sikkerhed; hans fjender frygtede, at deres sag ikke skulle lykkes. Man frarådede<br />
ham ihærdigt at gå ind i byen. Efter tilskyndelse fra katolikkerne blev han indtrængende<br />
bedt om at trække sig tilbage til en venligsindet ridders borg, hvor man erklærede, at alle<br />
vanskeligheder kunne blive ordnet i mindelighed. Venner forsøgte at vække hans frygt ved<br />
at beskrive de farer, der truede ham. Men Luther var stadig urokkelig og erklærede: {MBF<br />
123.4}<br />
„Selv om der skulle være lige så mange djævle i Worms, som der er tagsten på husene,<br />
vil jeg alligevel drage ind i byen.“13 {MBF 123.5}<br />
I Worms var en stor menneskemængde samlet for at byde ham velkommen. Ikke engang<br />
kejseren selv var blevet hilst af så mange. Ophidselsen var umådelig, og midt inde fra<br />
sværmen lød en gennemtrængende, klagende stemme, der sang en begravelsessang, som<br />
skulle advare Luther om den skæbne, der ventede ham. „Gud vil være mit skjold,“ sagde<br />
han, idet han steg ud af vognen. Katolikkerne havde ikke troet, at Luther virkelig ville vove<br />
at vise sig i Worms, og hans ankomst fyldte dem med rædsel. Kejseren kaldte straks sine<br />
rådgivere sammen for at overveje, hvilken kurs man skulle følge. En nidkær katolsk biskop<br />
erklærede: „Vi har længe nok drøftet denne sag! {MBF 123.6}<br />
Eders kejserlige Majestæt burde straks skaffe sig af med denne mand. Lod ikke<br />
Sigismund Johan Huss brænde? Vi har ingen forpligtelse til hverken at give eller respektere<br />
et lejdebrev til en kætter.“ „Nej,“ svarede kejseren, „vort løfte må vi holde.“14Man<br />
besluttede derfor at høre, hvad Luther havde at sige. {MBF 124.1}<br />
Alle i byen ville se denne mærkelige mand, og snart var hans bolig fyldt med en sværm<br />
af gæster. Luther var knap kommet til kræfter efter en nylig overstået sygdom. Han var træt<br />
efter den to uger lange rejse og måtte forberede sig til morgendagens vigtige møde. Men<br />
ønsket om at se ham var så stort, at han kun havde nydt nogle få timers hvile, da adelsmænd,<br />
præster og borgere ivrigt flokkedes om ham. Blandt dem var mange af de adelsmænd, der så<br />
modigt havde bedt kejseren om at skride ind over for gejstlighedens udskejelser, og som,<br />
efter hvad Luther sagde, „alle var blevet frigjort ved mit evangelium.“15Både venner og<br />
fjender kom for at se den uforfærdede munk. Han modtog dem med største ro og besvarede<br />
93
Change language