Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Således underminerede de præster, som folket så op til, troen på Guds ord. Deres lære<br />
gjorde mennesker vantro, og mange benyttede anledningen til at følge deres syndige lyster.<br />
Og derefter gav de, der var årsag til ondet, de adventtroende skylden for det alt<br />
sammen. {MBF 269.4}<br />
Mens Miller samlede fulde huse af intelligente og opmærksomme tilhørere, blev hans<br />
navn sjældent omtalt i den kirkelige presse, undtagen når det blev latterliggjort eller<br />
fordømt. Opmuntret af de religiøse lederes inds<strong>till</strong>ing kom de letsindige og gudløse med<br />
hånlige tilnavne og blasfemiske vittigheder for at skabe foragt for ham og hans arbejde. Den<br />
gråhårede mand, der havde forladt sit gode hjem for på egen bekostning at rejse fra by til by,<br />
fra landsby til landsby, og ustandselig havde arbejdet for at bringe verden den alvorlige<br />
advarsel om dommens nærhed, blev spottende erklæret for en fantast, løgner, og en<br />
udspekuleret kæltring. {MBF 270.1}<br />
Den latterliggørelse og de falske beskyldninger, han blev overøst med, fremkaldte<br />
indignerede protester, selv fra den verdslige presse. „At behandle en sag af så overvældende<br />
storhed og med så frygtelige konsekvenser“ overfladisk og hånligt blev af verdslige<br />
mennesker erklæret for „ikke alene at drive løjer med dens forkynderes og forkæmperes<br />
følelser,“ men også „at drive spot med dommedag, at spotte Vorherre selv, og foragte hans<br />
dommes alvor.“52 {MBF 270.2}<br />
Ophavsmanden til alt ondt søgte ikke kun at modarbejde virkningerne af<br />
adventbudskabet, men også at ødelægge budbringeren. Miller rettede en direkte henvendelse<br />
til sine tilhøreres hjerter med Skriftens sandhed, bebrejdede dem deres synder og rokkede<br />
deres selvtilfredshed, og hans enkle og skarpe ord vakte deres fjendskab. Kirkefolkets<br />
modstand mod hans budskab opmuntrede de lavere klasser til at gå endnu videre, og nogle<br />
af hans fjender lagde råd op om at tage hans liv, når han forlod mødelokalet. Men i<br />
folkemængden var der hellige engle. En af dem tog i menneskelig skikkelse Herrens tjeners<br />
arm og førte ham sikkert bort fra den rasende pøbel. Hans gerning var endnu ikke fuldendt,<br />
og Satan og hans udsendinge måtte se deres forehavende mislykkes. {MBF 270.3}<br />
Trods al modstand voksede interessen for adventbevægelsen stadig. <strong>Fra</strong> nogle snese og<br />
hundreder var forsamlingerne vokset til mange tusind. De forskellige menigheder havde haft<br />
stor tilgang; men efter en tids forløb rettedes modstanden også mod disse nyomvendte, og<br />
og man begyndte at tage disciplinære skridt mod dem, der havde antaget Millers<br />
synspunkter. Dette kaldte et svar frem fra hans pen i en henvendelse til alle kristne uanset<br />
trosretning, hvori han bad dem vise ham ud fra Skriften, hvori hans læresætninger var<br />
falske. {MBF 270.4}<br />
„Hvad er der i vor tro,“ sagde han, „som Guds ord ikke har befalet os at tro, det ord, I<br />
selv indrømmer, er den eneste sande rettesnor for vor tro og vore gerninger? Hvad har vi<br />
gjort, der nedkalder så voldsomme anklager og fordømmelser mod os fra prædikestol og<br />
211
Change language