Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
gribe jer.“57De, der vender sig bort fra det lys, Gud har skænket, eller forsømmer at søge<br />
det, mens det er inden for rækkevidde, bliver efterladt i mørke. Men Frelseren siger: „Den,<br />
der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys.“58Enhver, der for alvor<br />
søger at gøre Guds vilje og omhyggeligt retter sig efter det lys, de allerede har fået, vil få<br />
mere lys. Til en sådan vil der blive sendt en stråle af himmelsk lys, der vil lede ham til hele<br />
sandheden. {MBF 250.5}<br />
Ved tiden for Kristi fødsel kunne Jerusalems præster og skriftkloge have tydet tidernes<br />
tegn og forkyndt den lovede frelsers komme. Mikas profeti angiver hans fødested; Daniel<br />
opgiver tiden for hans komme.59Gud havde betroet de jødiske ledere disse profetier; de<br />
havde ingen undskyldning for ikke at vide eller forkynde, at Messias’ komme var nær.<br />
Deres uvidenhed skyldtes, at de havde forsømt at studere Guds ord. Jøderne byggede<br />
mindesmærker over Guds profeter, som de havde slået ihjel, mens de af ærbødighed for<br />
verdens store hyldede Satans tjenere. De var så optaget af deres ærgerrige stræben efter ære<br />
og magt, at de tabte de æresbevisninger, som himlens konge tilbød dem, af syne. {MBF<br />
251.1}<br />
Israels ældste burde med dyb, ærbødig interesse have studeret stedet, tiden for og<br />
omstændighederne ved den største begivenhed i verdenshistorien — Guds søns komme for<br />
at forløse menneskene. Hele folket burde have våget og ventet for at være blandt de første,<br />
som bød verdens frelser velkommen. Men ak, i Betlehem må to trætte rejsende fra Nazaret<br />
forgæves søge ly for natten. Ingen dør bliver åbnet for dem. Til sidst må de søge ly i et<br />
usselt læskur, beregnet til kvæget — og her fødes verdens frelser. {MBF 251.2}<br />
Himlens engle havde set den herlighed, som Guds søn delte med Faderen, før verden blev<br />
skabt. De havde med dyb interesse set frem til hans komme til jorden som en begivenhed,<br />
der indebar den største glæde for alle mennesker. Engle skulle overbringe det glade budskab<br />
til dem, der var rede til at modtage det og forkynde det for jordens beboere. Kristus havde<br />
nedværdiget sig til at påtage sig menneskets natur. Han skulle udholde en uendelig smerte,<br />
idet han gav sin sjæl som et syndoffer; men englene ønskede, at den Højestes søn selv i sin<br />
ydmygelse skulle vise sig for menneskene med en værdighed og herlighed, der svarede til<br />
hans karakter. Ville jordens stormænd samles i Israels hovedstad for at hilse ham<br />
velkommen? Skulle hærskarer af engle føre ham frem for de ventende skarer? {MBF 251.3}<br />
En engel besøger jorden for at se, hvem der er rede til at byde Jesus velkommen. Men<br />
englen ser ingen tegn på forventning. Han hører ingen tak og pris, fordi Messias nu skal<br />
komme. Englen dvæler lidt over den udvalgte by og det tempel, hvor Gud i menneskealdre<br />
har åbenbaret sin nærværelse. Men selv her ser han samme ligegyldighed. De prægtigt<br />
klædte, stolte præster bringer vanhellige ofre i templet. Farisæerne henvender sig højrøstet<br />
til folket eller fremsiger pralende bønner på gadehjørnerne. I kongernes slotte, i filosoffernes<br />
forsamlinger, i rabbinernes skoler, ingen steder er der nogen, der skænker den vidunderlige<br />
196
Change language