Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
I bjergkløfter i rædsel for Herren og for hans storhed og vælde, når han rejser sig for at<br />
skræmme jorden.“9 {MBF 515.3}<br />
Gennem en rift i skyerne stråler en stjerne, hvis stråleglans er firedoblet i kontrast til<br />
mørket. Den bringer håb og glæde til de trofaste, men forbitrelse og smerte til dem, der har<br />
overtrådt Guds lov. De, som har ofret alt for Kristus, er nu i sikkerhed, gemt som i skjul i<br />
Herrens telt. De er blevet sat på prøve og har over for verden og dem, der foragtede<br />
sandheden, vist deres troskab mod ham, som døde for dem. Der er sket en vidunderlig<br />
forandring med dem, der ansigt til ansigt med døden har holdt fast ved deres tro. Pludselig<br />
er de blevet befriet fra det frygtelige tyranni, som blev udøvet af mennesker, der var<br />
forvandlet til dæmoner. Deres ansigter, der for nylig var blege, ængstelige og forpinte, lyser<br />
nu af undren, tro og kærlighed. Deres stemmer løfter sig i sejrssang: „Gud er vor tilflugt og<br />
styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og<br />
bjergene vakler i havets dyb, når vandet larmer og bruser og rejser sig, så bjergene<br />
bæver.“10 {MBF 515.4}<br />
Mens denne sang fuld af hellig <strong>till</strong>id stiger op til Gud, fejes skyerne til side, og himlens<br />
stjener kommer til syne, usigeligt strålende i modsætning til det sorte og vrede himmelrum<br />
på begge sider. Den himmelske bys stråleglans strømmer ud gennem dens åbne porte. Så<br />
viser en hånd sig på himlen; den holder to sammenlagte stentavler. Profeten siger: „Og<br />
himlen forkynder hans retfærdighed, for Gud selv er dommer.“11Den samme hellige lov,<br />
Guds retfærdighed, der forkyndtes fra Sinaj bjerg under torden og lynild som ledetråd for<br />
livet, afsløres nu for mennesker som dommens lov. Hånden åbner tavlerne, og de ti bud<br />
kommer til syne, som var de skrevet med ildskrift. Ordene er så tydelige, at alle kan læse<br />
dem. Hukommelsen vågner, overtroens og vildfarelsens mørke forjages fra alle sind, og<br />
Guds ti bud, korte, klare og myndige, holdes frem for alle jordens beboere. {MBF 516.1}<br />
Det er umuligt at beskrive den rædsel og fortvivlelse, der bemægtiger sig dem, der har<br />
trådt Guds hellige forskrifter under fode. Herren gav dem sin lov; de kunne have<br />
sammenlignet deres karakter med den og indset deres fejl, mens der endnu var mulighed for<br />
omvendelse og forbedring; men for at opnå verdens gunst tilsidesatte de dens forskrifter og<br />
lærte andre at gøre det samme. De har forsøgt at tvinge Guds børn til at vanhellige hans<br />
sabbat. Nu fordømmes de af den lov, de har foragtet. Med uhyggelig klarhed ser de, at de<br />
ikke har nogen undskyldning. De har selv valgt, hvem de ville tjene og tilbede. „Da kan I<br />
atter skelne retfærdig fra uretfærdig, ham, der tjener Gud, fra ham, der ikke gør<br />
det.“1212 {MBF 516.2}<br />
Guds lovs fjender, fra præster ned til de mindste blandt dem, får en ny opfattelse af<br />
sandhed og pligt. For sent indser de, at det fjerde buds sabbat er den levende Guds segl. For<br />
sent indser de den sande betydning af den falske hviledag — og at de ikke har bygget på<br />
klippegrund, men på sand. De indser, at de har kæmpet mod Gud. Religiøse ledere har ført<br />
401
Change language