Fra Monarki till Anarchi

Fra Monarki till Anarchi
Tilhørerne var konger og stormænd. Prædikanterne var kronede hoveder. „Siden apostlenes
dage er der aldrig sket en større gerning eller aflagt en mere storslået bekendelse,“23siger en
forfatter. {MBF 167.3}
„Vi kan ikke nægte, at alt, hvad lutheranerne har sagt, er sandhed,“ erklærede en katolsk
biskop. „Kan I med vægtige beviser gendrive kurfyrstens og hans forbundsfællers
konfession?“ spurgte en anden den katolske doktor Eck. {MBF 167.4}
„Med apostlenes og profeternes skrifter — nej!“ lød svaret. „Men med kirkefædrenes —
ja!“ „Jeg forstår — efter jeres opfattelse står lutheranerne inden for Skriften, og vi står
udenfor!“24 {MBF 167.5}
Nogle af de tyske fyrster blev vundet for reformationen. Selv kejseren erklærede, at de
protestantiske trosartikler var sandhed. Konfessionen blev oversat til mange sprog og
udbredt over hele Europa — og i de følgende generationer er den af millioner blevet
godkendt som udtryk for deres tro. Guds trofaste tjenere arbejdede ikke alene. Da
„ondskabens åndemagter i himmelrummet“ sluttede sig sammen imod dem, svigtede Herren
ikke sit folk. Hvis deres øjne var blevet åbnet, ville de have fået et lige så tydeligt bevis på,
at englene var til stede, som det, der i gamle dage blev skænket en profet. Da Elisas tjener så
den fjendtlige hær, der omgav dem, bad profeten: „Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!
…Og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.“25På samme måde
vogtede englene dem, der arbejdede for reformationens store sag. {MBF 168.1}
Et af de principper, som Luther med den største fasthed håndhævede, var, at man aldrig
skulle tage sin tilflugt til verdslig magt for at støtte reformationen eller gribe til våben for at
forsvare den. Han frydede sig over, at evangeliet blev bekendt af rigets fyrster, men da de
foreslog at samles i en forsvarsliga, erklærede han, at evangeliets lære burde forsvares af
Gud alene. Jo mindre mennesker blandede sig i værket, jo mere tydeligt ville Guds
indgriben til gavn for det vise sig. Alle de politiske forsigtighedsregler, man foreslog, kunne
i hans øjne kun tilskrives uværdig frygt og syndig mistillid.26 {MBF 168.2}
Da mægtige fjender forenede sig for at kuldkaste den reformerte tro, og tusinder af sværd
syntes at skulle drages imod den, skrev Luther: „Satan opbyder hele sit raseri; ugudelige
paver lægger råd op, og man truer os med krig. Forman folket til tappert at kæmpe for
Herrens trone i tro og bøn, så vore fjender bliver overvundet af Guds ånd og tvinges til fred.
Vort største behov, vort vigtigste arbejde er bøn! Lad folket vide, at de er udsat for sværdets
æg og Satans raseri, og lad dem bede!“27 {MBF 168.3}
Da Luther senere talte om det forbund, de protestantiske fyrster over-vejede at danne,
erklærede han, at det eneste våben der skulle anvendes i denne kamp, var „Åndens sværd“.
Han skrev til kurfyrsten af Sachsen: „Vi kan for vor samvittigheds skyld ikke give vort
bifald til den foreslåede alliance. Jeg vil hellere dø ti gange, end at vort evangelium skal
129